Stifteren af det konkursramte herberg 'En Varm Seng' har ifølge politiet lavet en omvendt Robin Hood: Hun tog penge fra de fattige og gav dem til sig selv.

April Chris blev i medierne udråbt til en helt, da hun i vinteren 2009 åbnede nødherberget 'En Varm Seng'. Trods store private bidrag og en stor offentlig bevilling fra Socialministeriet kom herberget i pengenød og måtte lukke. Nu risikerer April Chris en fængselsdom for at have brugt de hjemløses penge på sig selv.

Stifter og daglig leder April Chris og herbergets næstformand er blevet tiltalt for ikke at have holdt ordentlig bogføring med herbergets økonomi. April Chris er derudover tiltalt for underslæb ved at have brugt 'ikke under 44.927 kroner' der tilhørte foreningen 'En Varm Seng' til privatforbrug. Næstformanden er tiltalt for at have forfalsket April Chris' underskrift for at få adgang til herbergets bankkonto.

Det fremgår af anklageskriftet, som BT er i besiddelse af.

April Chris nægter sig skyldig i tiltalen.

- Jeg er bestemt ikke rendt med eller brugt penge, som har været tiltænkt de hjemløse. Det agter jeg sammen med min advokat at bevise, derfor ser jeg meget frem til dagene i retten, siger hun til BT.

Ifølge April Chris var hun aldrig selv daglig leder af herberget og styrede ikke foreningens økonomi.

- Jeg har været bestyrelsesformand, og har i kraft af dette et fælles ansvar sammen med den øvrige bestyrelse. Min primære opgave var at tale med pressen og lave lobbyarbejde. Jeg styrede ikke foreningens økonomi, siger hun til BT.

En Varm Seng åbnede under den hårde isvinter i 2009 og 2010, hvor mange hjemløse frøs i gaderne. Herberget henvendte sig især til gruppen af udenlandske hjemløse, der ikke har samme adgang til herbergene som danske hjemløse.

En Varm Seng modtog store private donationer og fik en bevilling på 1.795.155 kr. af Socialministeriet. Da herberget pludselig gik konkurs i 2011, blev April Chris politianmeldt af herbegets ansatte, som manglede at få løn.

En tidligere ansat beskyldte i BT April Chris for at blande sin egen og herbergets økonomi sammen.

- April bruger penge, som hun har lyst. Hver gang der kom en stor donation, fik hun en ny ting. Hun sagde, at pengene blev lagt i pengeskabet, men herberget har ikke et pengeskab, sagde den ansatte til BT i 2011.

Socialministeriet krævede, at April Chris redegjorde for, hvad bevillingen var blevet brugt til. Men i stedet for et regnskab afleverede 'En varm seng' en papkasse med blandede papirer - også fra et andet firma. Papirerne var på ingen måde dækkende for de næsten 1,8. mio. kr, der var blevet bevilget til herberget.

Papkassen indeholdt blandt andet en kvittering på benzin for 20.000 kroner, hvilket var underligt, da herbergets bil kørte på diesel. Samtidig var der foretaget store kontante hævninger på herbegets konto, som der ikke kunne redegøres for.

Socialministeriet krævede herefter bevillingen betalt tilbage.

Når sagen kommer for Københavns Byret på mandag, har sagen verseret i to et halvt år, hvor den er blevet undersøgt af politiet. April Chris ser nu frem til, at sagen bliver lukket.

- Jeg har afventet den her redegørelse i to et halvt år. Det har været en hård tid, hvor mit liv har været sat på stand-by, med store menneskelig såvel som økonomiske omkostninger, så jeg ser frem til at få afklaring i sagen, siger April Chris.