Med bævrende stemme tilstod en 39-årig mand fra Chile torsdag ved retten i Berlin, at han sidste sommer dræbte den 36-årige norske kvinde Lene Sand i et kunstgalleri i den tyske hovedstad.

Bagefter gemte han sammen med en kammerat liget adskillige dage i et sideværelse i galleriet, inden han til sidst puttede liget i en stor, sort kuffert på hjul, som han trillede hen til den nærmeste S-togsstation i bydelen Wedding.

Herefter fragtede han liget ni stationer, indtil han stod af ved Treptower Park og i to forsøg fik dumpet ligkufferten i floden Spree. Her fik en mand næste dag et gevaldigt chok, da han fandt og åbnede kufferten i håb om at finde noget værdifuldt.

»Under et skænderi med hende mistede jeg kontrollen over mig selv. Det var som om, at sikringerne gik inde i mit hoved, og jeg stak hende i halsen med en kniv,« forklarede den 39-årige mand i retten, hvor han tilstod drabet.

Den norske kvinde havde i nogen tid boet hos den chilenske mand i kunstgalleriet »Paradise Kulturraum«. Da der opstod spændinger mellem parterne, bad han hende om at flytte væk i løbet af en måned, og det fik ifølge hans forklaring i retten den norske kvinde til at true ham. Blandt andet fordi han ikke havde arbejdstilladelse i Tyskland.

»Hun sagde blandt andet, at hun havde meget farlige venner, og at hun ville melde mig, fordi jeg ikke havde spiritusbevilling. Da hun truede med at angive min illegale eksistens, følte jeg pludselig et voldsomt raseri. Det tog på få sekunder kontrollen fra mig,« forklarede chileren ifølge den norske avis VG i retten.

Efter drabet blev gulvbelægningen i kunstgalleriet skiftet ud og væggene malet for at skjule blodsporene fra den knivdræbte kvinde. Desuden blev et planlagt koncertarrangement til dagen efter drabet aflyst i en fart.

Den 39-årige gerningsmand risikerer ifølge tysk lovgivning en straf på mellem fem og 15 års fængsel for drabet.