En tidligere deltager i sangkonkurrencen 'X Factor' er tiltalt for at have videresendt børnepornografiske film til flere personer.

Det fremgår af sagens anklageskrift, skriver Ekstra Bladet.

Den profilerede, tidligere deltager skulle den 10. februar 2015 i to omgange have sendt børnepornografiske film via et socialt medie til syv til otte uidentificerede personer.

Blandt andet skal han have sendt tre videosekvenser af sted, hvori man kan se en mindreårig pige udføre oralsex på den tiltalte, mens man i den sidste sekvens kan se den tiltalte røre ved pigen.

Vidste ikke, hun blev filmet

Videosekvenserne er ifølge anklageskriftet sendt af sted, uden den mindreårige pige var klar over, hun var blevet filmet.

Den tidligere deltager er derfor ifølge Ekstra Bladet tiltalt efter straffelovens paragraf 264 a, da han angiveligt uberettiget har fotograferet pigen uden hendes kendskab eller samtykke.

Derudover er den tidligere deltager også tiltalt for blufærdighedskrænkelse over for de syv til otte personer, som har modtaget de ulovlige billeder.

Københavns Byret har mandag formiddag valgt at nedlægge et navneforbud i sagen. Det er derfor ikke muligt at oplyse mere om den tiltalte - så som hans navn og alder, eller hvilken sæson af 'X Factor' han deltog i.

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf.