De indsatte har fine muligheder for at fortsætte kriminaliteten bag tremmer i de åbne fængsler. Det forstod en tidligere VU-formand at benytte sig af.

Engang var Per Ulrich Karpf, 26 år, formand for Venstres Ungdom (VU) i Søllerød i Nordsjælland.

I dag er Karpf erstattet af det mere borgerlige Andersen, og under det navn afsoner han i dag en fængselsstraf i Vridsløselille for bedrageri.

For nogle måneder siden var adressen Jyderup Statsfængsel, hvor han ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten underskrev til vitterlighed for et millionlån i forbindelse med en handel, som han styrede fra sin celle.

Sammen med en bistandsklient præsterede Karpf/Andersen at franarre en betjent i fængslet i Jyderup hans hus, som ligger fem minutter fra fængslet. Det skete med hjælp af dækadresser, falske lønsedler og årsopgørelser.

Forholdene i de åbne fængsler er nemlig så frie, at fangerne med adgang til mobiltelefon og internet, ret til besøg og udgangtilladelser kan fortsætte deres kriminalitet.

Over for avisen hævder Per Ulrich Andersen, at medfanger har forfalsket hans underskrift.

/ritzau/