Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os på Facebook.
En 22-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet for en tre måneder gammel voldtægt af en anden mand i det indre København.
Voldtægten fandt sted tidligt om morgenen 26. marts i år i en opgang i Skt. Peder Stræde i København. Her tiltvang den 22-årige gerningsmand sig ifølge politiets sigtelse sex med den forurettede mand ved at tage fat i ham på gaden og skubbe ham ind i en opgang.
Her tvang han ifølge sigtelsen den forurettede til at yde sig oralsex, hvorefter sigtede trak forurettedes nylonstrømper ned og tiltvang sig analt samleje. Det skete ifølge sigtelsen, selv om den forurettede sagde, at gerningsmanden skulle lade være.
Ved torsdagens grundlovsforhør ved dommervagten i København blev den 22-årige varetægtsfængslet for 20 dage. Dommeren besluttede, at han skulle beskyttes med et navneforbud.
Den 22-årige kom til Danmark fra et afrikansk land i 2008, og har i løbet af det sidste års tid allerede to gange før oplevet at blive fremstillet i grundlovsforhør i København.
Dels for at have frarøvet en mand 100 kr. ved at holde en kniv op foran halsen på ham, og dels for at have slået en anden mand i hovedet med en økse med et 10 cm åbent sår til følge.