Tirsdag morgen kom det frem, at det britiske politi har brugt mere end 94 millioner danske kroner på efterforskningen af britiske Madeleine McCanns forsvinden for ti år siden. Nu siger tidligere seniorefterforsker fra Metropolitan Police stop.

Den tidligere efterforskningsleder Sue Hill, som var seniorefterforsker på Madeleine ’Maddie’ McCanns sag, da den begyndte tilbage i 2007, mener, at Maddie-sagen bliver overprioriteret af politiet og har fået tildelt alt for mange ressourcer.

Det fortæller hun tirsdag morgen i tv-programmet ’Good Morning Britain’ - svarende til Go’ Morgen Danmark herhjemme – som afslørede, at der indtil nu er blevet brugt omkring 94 millioner danske kroner på sagen, og at politiet netop har fået nye ressourcer til at efterforske en ny ledetråd i sagen.

»Når man tænker på, hvor mange uløste mord, der er for øjeblikket, og når man regner alle de nedskæringer med, der er i politiet, så synes jeg, det er nødvendigt, vi nogle gange lægger følelserne til side og siger nok er nok,« siger Sue Hill i Good Morning Britain.

Det kom mandag frem, at det britiske politi har fået tildelt yderligere 720.000 danske kroner til at forfølge et nyt spor om en portugisisk resort-medarbejder, der har arbejdet på Praia da Luz i Portugal, som Maddie forsvandt fra i 2007.

Og det er altså dette, der har fået debatten til at blusse op.

»Hvad med alle de andre børn, der er derude nu, hvis forældre ser dette program og tænker ’hvad med mit barn?’ Hvad med de uopklarede mord i London? Jeg har virkelig stor sympati for McCann-familien, det er forfærdeligt for dem, men virkelig? I seks år har genåbningen af sagen kørt, og nu fandt de én ledetråd, og så åbner det hele igen,« siger Sue Hill.

Da hun bliver gået på klingen af den mandlige vært i morgenprogrammet, Pierce Morgan, understreger hun, at hun ikke ved, hvad der skete med Maddie, men at det simpelthen handler om ressourcer – at nok må være nok.

I programmet gav Karen Danczuk den tidligere efterforskningsleder ret. Karen Danczuk er kendt for at kæmpe mod seksuel vold og at dele nogle udfordrende billeder af sig selv på sociale medier, og så har hun tidligere langet ud efter Madeleine McCanns forældre Gerry og Kate McCann, som hun mener er skyldige i deres datters forsvinden, fordi de lod en blot tre-årig pige være alene på et hotelværelse, mens de selv hyggede sig på en restaurant.

Mandag udtalte en talsperson fra politiet til Mirror, at de nye ressourcer er blevet tildelt, så politiet kan ’rulle terningen en sidste gang’, og at de nu efterlyser den portugisiske medarbejder. Sagen er dermed åben frem til september, med mindre der sker yderligere i sagen.