Når Peter Madsen forklarer, at han har begravet liget af Kim Wall til søs, er det i virkeligheden det samme som at sige, at han har skaffet sig af med liget.

Det mener Jan Jarlbæk, der er tidligere efterforsker hos Rigspolitiets Rejsehold og Europol.

»Det lyder sådan set plausibelt nok, at han (Peter Madsen, red.) har lagt hende (Kim Wall, red.) i vandet. At han så kalder det en begravelse til søs, er det vi andre i fagsprog kalder at skaffe sig af med liget,« siger Jan Jarlbæk til BT.

Peter Madsens udtalelse om at begrave den nu afdøde, svenske journalist til søs, stammer fra en pressemeddelse, som politiet sendte ud mandag.

Heri forklarede de, at der om bord på ubåden 'UC 3 Nautilus' var sket en ulykke, som havde medført Kim Walls død, og at Peter Madsen efterfølgende havde valgt at begrave liget af den unge kvinde til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt.

Ifølge Jan Jarlbæk er der ingen tvivl om, at ordlyden, om at 'begrave til søs', stammer fra Peter Madsen selv. Retorisk er den mere tilforladelig og kan i modsætning til andre og mere direkte formuleringer virke en anelse formildende.

»Hvor irrationel den end måtte være i vores øjne som udenforstående, er det hans måde at italesætte det, der er foregået. Formulerer man det med: jeg smed hende over bord, eller jeg skillede liget af vejen, så lugter det lidt af et drab. At man har foretaget en begravelse til søs, har en kraftigere ordlyd af, at hun kan være faldet om af et hjerteslag,« siger Jan Jarlbæk, der mener, at det konkrete ordvalg meget vel kan være konstrueret af Peter Madsens advokat, Betina Hald Engmark.

»Det er jo forsvarsadvokatens opgave at råde sin klient i sagspørgsmål, og uden at gøre forsvarsadvokaterne værre, end de er, så kan det være et råd i forhold til formuleringen, så man ikke fremstår mere skyldig, end hvad godt er, siger Jan Jarlbæk.

På trods af Peter Madsens forklaring om en ulykke har Københavns Politi valgt at opretholde sigtelsen for drab. En handling, som ifølge Jan Jarlbæk indikerer, at der er nogle spor, som offentligheden endnu ikke kender til:

»Når de fastholder sigtelsen drab, så er der et eller andet. Om de har fundet nogle genstande eller nogle spor nede i ubåden, det ved vi ikke endnu, men der må være noget, siden de opretholder sigtelsen om drab,« understreger den erfarne efterforsker.