Tidligere drabschef Ove Dahl sidder med navnene på de fire-fem personer, som politiet burde hive ind i forbindelse med genåbningen af mordet på den 18-årige Stine Geisler i 1990.

Drabet på den 18-årige gymnasieelev Stine Geisler var det tredje i Ove Dahls tid som drabschef, og det blev det første han aldrig fik opklaret. Siden har sagen fulgt ham, i pressen og i hans tanker, og derfor er begejstringen til at fornemme i hans stemme, da han hører, at politiet har fået et nyt gennembrud i sagen.

I TV2's kriminalmagasin Station 2 fortalte Københavns Politi mandag aften, at der nu er sket et gennembrud i de uopklarede drabssager, som blev åbnet sammen med 13 andre i slutningen af 2011. Ny forbedret teknologi har gjort det muligt at skabe DNA-profiler på de fire omtalte drab.

- Den sag ville jeg umådeligt gerne have opklaret. Den kom til at fylde meget i min tid, både pga. pressen, men også personligt. Når det går ud over sagesløse personer, børn eller unge mennesker som i Stine Geisler-tilfældet, så er det noget af det værste, siger Ove Dahl i dag og forklarer om den gamle sag:

- I Stine Geisler-sagen var det sådan, at vi i princippet ingen tekniske spor havde - vi vendte den også i relation til Amager-manden og fandt heller noget. Jeg vidste godt, at der var noget nyt på vej og man ville prøve igen, så hvis der lægger en profil eller blandingsprofil, så håber jeg selvfølgelig, at man vil begynde at sammenligne den profil med nogle gode emner, som kunne være gerningsmand til sagen. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvad det her fører til, og jeg har selvfølgelig et stort håb om, at man kan få løst nogle af de gamle gåder, siger Ove Dahl.

4.000 mennesker blev afhørt i forbindelse med drabet, mange var mistænkte, og få forlod aldrig helt politiets søgelys. Helle ikke Ove Dahl.

- Jeg har ikke én hovedmistænkt, men jeg har en fire-fem emner, som jeg synes, man skulle kigge på først. Der blev afhørt 4.000 mennesker i den sag, men der er selvfølgelig ingen, der siger, at det er én af dem. Er han helt udenfor, så bliver det vanskelig. Så jeg håber, at han er dér et sted i periferien, siger Ove Dahl.

Den nye såkaldte PCR-teknologi betyder, at man er i stand til at sammenstykke DNA-profiler fra gamle mordsager. Det har man gjort i i alt fire sager. I Stine Geisler-sagen er der tale om en blandingsprofil, mens der i to andre sager er tale om fulde profiler. Det gælder for rovmordet på den 80-årige Erna Jensine Østergaard i 1985 og for drabet på den 23-årige narkoprostituerede Hanne With i 1990.

- Det er ikke nyt for mig. Allerede i min bog skrev jeg, at der var en ny teknolog på vej, og inden for overskuelig tid ville der ske en ny udvikling. Det er dejligt og positivt, og fører det til opklaring af gamle drabssager vil det være helt fantastisk. Særligt af hensyn til de efterladte. Uden at jeg præcist kender indholdet af det nye materiale, så er det en gave til efterforskningen, at der nu er kommet en ny DNA teknologi. Man er blevet endnu dygtigere, end man var for bare to år siden. Kan det give et par eller bare én opklaret sag, er det fantastisk, siger Ove Dahl.

- Hvis der som i Stine Geisler-tilfældet er tale om en blandinsprofil DNA-mæssigt, så betyder det, at det kan være to personer. Måske kan der også være blandet mere i fra andre personer, forklarer han.

Tidligere kunne I ikke finde en forbindelse til Amager-manden, men kan man med den nye viden være stensikker på, at det ikke er Amager-manden?

- Man kan ikke være stensikker på nogetsomhelst. Men jeg håber og går udfra, at han er én af de første, man har forsøgt at matche med profilerne.

Politiet kigger først og fremmest på de nyeste sager, men også de gamle er vigtige at få vendt snarest af hensyn til de mistænktes alder.

- Hvis gerningsmanden var omkring 20 på gerningstidspunktet, så lever han stadig i bedste velgående. Men går de endnu længere tilbage, så er der selvfølgelig også et kapløb mod tiden, siger den tidligere drabschef.

Den pensionerede drabschef er glad for gennembruddet, som han hørte om via sin hustru, da han selv var ude af huset for at holde foredrag mandag, da Station 2-programmet blev sendt.

- Det er fantastisk. Men der er også så mange uafklarede ting, så inden jeg springer op i himlen, bliver jeg nødt til at mane lidt til besindighed.

Efter 40 år hos politiet gik Ove Dahl sidste år på pension, og han bliver i baggrunden, til politiet selv sender bud efter hans viden.

- De er velkommen til at ringe til mig, men jeg har stor tiltro til, at de kan deres job. Og jeg ønsker dem al mulig held og lykke.

SE GRAFIKKEN: STINES SIDSTE NAT