En kvinde, der for nogle år siden deltog i et talentshow på DR, er tiltalt for at have forgrebet sig seksuelt på fire piger.

Tirsdag begynder retssagen mod hende i Retten i København.

Den tiltalte kvinde, der er i 30'erne, er anklaget for at have sex-misbrugt fire teenagepiger, som hun ifølge anklageskriftet - som BT har fået indsigt i - var betroet i forskellig henseende.

Kvinden har været varetægtsfængslet siden februar og nægter sig skyldig.

Siden grundlovsforhøret har der været nedlagt navneforbud i sagen, som indtil nu har været behandlet bag lukkede døre. På grund af identifikationsforbuddet, der som følge af sagens natur også automatisk omfatter de forurettede piger, skal kvindens identitet ifølge rettens kendelse forblive hemmelig indtil videre.

Ifølge anklageskriftet er kvinden især tiltalt for talrige samlejer under anvendelse af dildo med et par af pigerne, som ifølge anklagerne også alle fire blev udsat for manipulation af kønsorganer og oralsex i længere perioder. Over for to af pigerne er kvinden også tiltalt for vold ved at have slået dem i ansigtet med flad hånd.

Du kan følge BTs livedækning af retssagen herunder.