Tidligere ledende medarbejdere i Amagerbanken står tiltalt for bedrageri. Anklageren vil have fængsel.

København: Tre tidligere ledende medarbejdere i Amagerbanken står tiltalt for groft bedrageri ved Københavns Byret. De er anklaget for at havde brugt insiderviden til at overtage aktier i selskabet Maconomy til en lavere pris, end de reelt var værd.

Sagen har været i gang længe, og ulovlighederne fandt ifølge anklageren sted i 2010, samtidig med at Amagerbanken var tæt på konkurs.

- Sagen drejer sig om videregivelse af intern kommunikation og om bedrageri til et samlet beløb på 15 millioner kroner. Sagen er speciel, ved at den udspiller sig i et forretningsmiljø og involverer større, danske banker, siger anklageren.

Grundlæggende er de tiltalte anklaget for at have vidst, at selskabet Maconomy havde modtaget et købstilbud fra amerikanske Deltek.

Tilbuddet gjorde aktierne i Maconomy mere værd, end de var for folk, der ikke vidste om det.

Med den viden i hånden fik de anklagede ifølge anklageskriftet den forurettede til at overdrage 833.000 aktier i Maconomy, som vedkommende havde stillet som kaution, til Amagerbanken.

Det skete til en pris, der ikke afspejlede, at der lå et købstilbud.

Efterfølgende blev Maconomy rigtigt solgt for en lille halv milliard kroner. Og forurettede, umiddelbart to andre danske banker, blev snydt for værdistigningen.

Bagmandspolitiet går efter at få de tiltalte fradømt retten til at lede virksomhed. Derudover vil der blive søgt fængselsstraf og erstatning.

Alle anklagede nægter sig skyldige.

Sagen udspringer af et større sagskompleks mod Amagerbanken, der gik spektakulært konkurs i 2011. Tidligere i forløbet var hele Amagerbankens bestyrelse sigtet i sagen, men de tiltaler er senere frafaldet.

Der er navneforbud i sagen.

/ritzau/