Topmodellen Camilla Vest Nielsen forsøger nu at blive frikendt i sagen om skattefusk for 6,5 millioner, og her skal Stephen Kinnocks skattesag gerne hjælpe hende.

Det fortalte hendes forsvarer i Østre Landsret tirsdag, hvor ankesagen begyndte, efter modellen valgte at anke byrettens dom fra november sidste år. Her blev både hun og hendes mand Peder Nielsen fundet skyldige i skattesvig for 6,5 millioner og idømt et år og ni måneders fængsel samt en bøde svarende til det undragne beløb. Det skete, fordi anklagemyndigheden mente, at parret var skattepligtig i Danmark i en periode, hvor modellen selv hævder, at familien var bosat i New York.

Tirsdag gik diskussionen i retten blandt andet på, hvilke paragraffer i skatteloven, parret skal dømmes ud fra. Og her ville forsvarer gerne læne sig op af en anden kendt skattesag, som for nylig har raset i medierne.

- Jeg vil gerne henvise til skattesagen med Thorning-Schmidts mand. Det er ikke for at slå plat på en kendissag, men fordi sagen fik så meget opmærksomhed, blev det sagt - allerede inden afgørelsen faldt - at afgørelsen ville få afgørende betydning i fremtidige sager, sagde advokat Anders Nemeth, der er Camilla Vest Nielsens advokat i sagen.

- Afgørelsen i denne skattesagen er dermed ikke en tilfældig afgørelse, det er ikke en afgørelse fra det mørke Jylland, eller en skævert. Derfor vil jeg også under min procedure gennemgå den grundigt, forklarede Anders Nemeth.

I retten havde både advokat og dommer overskud til at være morsomme over, at personen i den såkaldte 'kendissag' ret beset burde anonymiseres og have sit navn streget over i sagens akter, selvom de fleste nok ville vide, hvem denne S.K. er.

Camilla Vest Nielsen lignede derimod ikke en, der fandt dagens retsmøde særlig morsomt. Da anklageren stædigt fastholdt, at topmodellen var bosat i Danmark i perioden 2001-2004 og dermed skattepligtig samme sted, gav hun med korslagte arme tydeligt udtryk for sin modstand.

- Nej, nej, nej, hviskede hun højlydt.

Ligesom i Stephen Kinnocks tilfælde er det også i topmodellens sag den omdiskuterede 180 dages-regel, som kommer i spil. For når anklager Rikke Hald har talt dagene op, så har Camilla Vest Nielsen været mere end 180 dage i Danmark om året, og så skal hun betale dansk skat. Samtidig undlod anklageren ikke at nævne, at efter topmodellen flyttede fra Danmark uden at have meldt, hvor hun så ville betale skat. Det gør hun nu i Luxembourg, korrigerede hendes advokat anklageren.

Advokat Anders Nemeth mente til gengæld, at man ikke skulle måle tilknytningen udfra 180 dages-reglen, men derimod ud fra, hvor topmodellen havde sine såkaldte 'indtægtsgivende erhverv', og målt ud fra det, havde hun kun haft to arbejdsdage på dansk jord i 2001 og en i 2002, hvilket ifølge hendes forsvarer på ingen måde kunne gøre hende skattepligtig i Danmark.

Camilla Vest Nielsen studerede under retsmødet sagens papirer indgående flere gange, og selvom både hun og hendes mand Peder Nielsen virkede afslappede, så de også lettede ud, da de to timer senere kunne forlade retssalen.

Der ventes at falde dom i sagen i midten af november.