Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard er alle blevet overvåget af Se og Hør. Det viser ny dokumentation.

Landets nuværende og tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) er blandt de navne, som Se og Hørs tys-tys-kilde i Nets holdt øje med. Det bekræfter nye SMSer, som blandt andet BT og TV 2 er i besiddelse af.

Blandt de overvågede er også tidligere ministre under VK-regeringen Lene Espersen (K) og Brian Mikkelsen (K), ligesom Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard (DF), også blev holdt øje med.

Se og Hør-skandalen: Listen vokser - her er de kendte og kongelige som blev overvåget

I sommeren 2010 blev DF-formandens CPR-nummer også videregivet i en SMS til de to journalister på bladet, der stod for kontakten med Nets tys-tys-kilde, Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen. Pia Kjærsgaard kunne nemlig ikke spores via sit Dankort, fordi hun var på ferie. I SMSen fra den hemmelige kilde i Nets står der ifølge BT:

- Har checket så langt tilbage og på flere udløbede kort, intet er der … kan det hjælpe med deres CPR-numre?

Kort tid efter modtog de to journalister en SMS med navn, adresse og CPR-numre på både Pia Kjærsgaard og hendes mand.

- Det er møghamrende ubehageligt, siger Pia Kjærsgaard til BT og fortsætter:

Læs også: Bombe i Se og Hør-skandale: Mail afslører Aller-toppen

- Selvfølgelig har jeg tænkt, efterhånden som oplysningerne om dette er kommet frem, at hvorfor skulle jeg ikke være én af dem? Det har jeg haft en fornemmelse af, at jeg ville være; jeg var jo partiformand - det modsatte ville næsten være underligt. Men når jeg nu får vished om, at det faktisk var tilfældet, og også omfattede mit CPR-nummer, så kan jeg alligevel mærke, at det ryster mig. Det virker mere ubehageligt, når jeg nu faktisk får vished.

Ifølge BTs materiale har minimum 86 personer været på Se og Hørs liste over personer, der skulle overvåges af tys tys-kilden.