Den tidligere racerkører forsøger netop nu at tale sig ud af en ubetinget frakendelse af retten til at køre bil.

Iført sort jakke og sort sweater er den 68-årige tidligere racerkører mødt op i retten i Lyngby. Han forsvarer Peter Trudsø har medbragt udklip fra pressen og plancher, der viser den strækning, hvor Thorkild Thyrring blevet taget i at køre for stærkt.

I februar blev Thorkild Thyrring fanget i en af politiets fotofælder på Strandvejen, hvor han kørte 84 kilometer i timen på en strækning, hvor det kun var tilladt at køre 50.

Thorkild Thyrring erkender hastighedsoverskridelsen, men gør krav på nødret. Han hævder, at han kørte for stækrt, fordi han blev forfulgt af bande-typer.

I retten indledte Thorkild Thyrring med at fortælle om en sag i 2003, hvor han vidnede mod en rockerhåndlanger, der havde truet ham. I den forbindelse blev han angiveligt advaret af både daværende politichef Per Larsen og Politiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) om, at han skulle holde øje med suspekte typer, når han færdedes rundt i trafikken.

Rockerhåndlangeren døde i 2009 og i den forbindelse blev Thorkild Thyrring igen interviewet.

I retten forklarede Thyrring, at han den dag i februar følte sig forfulgt af en sort GTI, da han kørte ud fra parkeringen ved Hotel Marina.

- I bilen ser jeg to mænd. Begge har kasketter på. Den ene har noget oppe ved sin skulder, som jeg ikke kan identificere. De er halvanden meter fra min kofanger, fortalte Thorkild Thyrring i retten.

Bilen kørte efter ham med 56-57 km i timen og foretog en overhaling, hvor der var fuldt optrukne linjer.

- Jeg var med det samme klar over, at det her var rivende galt. Jeg er klar over, at det her er ikke det lette kavaleri. Det gælder om at komme væk, væk væk, fortalte Thorkild Thyrring.

Thorkild Thyrring kørte på tidspunktet i en sponsorbil som Mercedes havde stillet til rådighed, når Thorkild Thyrring var i Danmark.

- Jeg valgte at udnytte, at jeg sad i en bil, der havde på plus siden af 300 hestekræfter, og åbne et hul til den efterfølgende bil, forklarede Thyrring.

Da han kørte over en bakke og så i bakspejlet, var den sorte bil væk. Anklager Rikke Hald viste et billede i retten, taget af politiets fartkontrol.

- Det viser, at du er relativt alene på vejen, konkluderede anklageren.

Politiassistenen, der foretog fartkontrollen var indkaldt som vidne i  retten. Hun forklarede, at der ikke var andre biler bag racerkøreren, og at han under en senere afhøring ikke nævnte noget om, at han var blevet forfulgt.

Som opbakning til sin historie havde Thyrrings forsvarer indkaldt Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg og tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen som vidner.

Det fik han dog ikke meget ud af.

Per Larsen kunne ikke huske at have advaret Thorkild Thyrring. Han bekræftede at have talt med racerkøreren, men mest om almindelige ting - ikke om trusler i forbindelse med rockersagen:

- Jeg mener ikke, jeg har haft konkret kontakt med Thorkild om en navngiven person, sagde den pensionerede politichef.
på et tidspunkt for mindst fem år siden, havde Thorkild Thyrring fortalt at nogen var kørt efter ham, men at han ikke havde taget nummerpladen. Per Larsens råd havde været at han i en type situationer skulle ringe til 112.

Niels Pindborg, der har en fortid som kriminalreporter på Ekstra Bladet, kunne blot bekræfte, at Ekstra Bladet dækkede trusselsagen, hvor Thorkild Thyrring vidnede.

Anklager Rikke Hald kræver, at Thorkild Thyrring bliver frakendt førerretten ubetinget i to år. Det forventes, at der falder dom næste torsdag.