Pokerspilleren Theo Jørgensen, der søndag aften blev udsat for et groft og blodigt hjemmerøveri, giver nu lyd fra sig på Facebook

- Kære alle Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg er en forsigtig mand. Jeg har forberedt mig mentalt og praktisk på, at denne situation kunne opstå for at beskytte mig selv og min familie imod folk udefra.

Sådan starter Theo Jørgensen en statusopdatering på sin fanside på Facebook. Søndag aften omkring kl. 22.00 blev han i sit hjem i Greve udsat for et hjemmerøveri, hvor tre ukendte gerningsmænd slap afsted med et ukendt pengebeløb - og sårede pokerspilleren med tre skud i benet.

Theo Jørgensen fortæller, at han har forsøgt på bedste vis at sikre sit hjem ved at have alarmsystemer i huset og så få kontanter på sig som muligt.

- Jeg ved nemlig, at udenforstående kan have en misforstået opfattelse af hvor mange kontanter, jeg har i mit hjem, skriver han.

Den succesrige pokerspiller blev hastet til hospitalet hvor han blev opereret. Hans kæreste var hjemme mandag formiddag, men ønskede ikke at tale med bt.dk.

- Jeg har det under omstændighederne godt, og lige nu vil jeg fokusere på at tage mig af min familie, så vi kan komme igennem det her, afslutter Theo Jørgensen.

Beboerne på den lille villavej i Greve var chokerede over hjemmerøveriets blodige udfald. Politiet leder stadig efter gerningsmændene.