Fængsel i to et halvt år og så farvel til Danmark for bestandigt. Sådan lød dommen onsdag over et thailandsk ægtepar i Retten i Hjørring.
Det skriver TV2/Nord.
Ægteparret - henholdsvis en 43-årig kvinde og en 31-årig mand - blev dømt for menneskehandel og bordeldrift. De havde hentet thailandske piger til Danmark og fået dem til at arbejde under barske vilkår som prostituerede.
Sagen omhandlede fem thailandske kvinder, der arbejdede på flere forskellige bordeller i Frederikshavn og Herning, skriver TV2/Nord. Ægteparret blev dømt for rufferi og menneskehandel med fire af kvinderne kvinder, men retten frifandt dem for anklager om at have tvunget den femte kvinde til at prostituere sig.
Ifølge TV2/Nord er to af de fem kvinder gået under jorden af frygt for det thailandske ægtepar og for at blive smidt ud af Danmark. De tre andre kvinder er rejst tilbage til Thailand.
Det var en undersøgelse af det aarhusianske bordelmiljø, der fik Østjyllands Politi på færten af det thailandske ægtepar.
Ifølge tal fra Center Mod Menneskehandel stammer langt størstedelen af de handlede kvinder i Danmark fra Afrika. De udgjorde i 2011 57 procent af alle ofre for menneskehandel, mens asiatiske kvinder tegnede sig for 18 procent.
Fordelt på enkelte lande er Thailand dog det land, hvor næstflest handlede kvinder i Danmark stammer fra - kun overgået af Nigeria.



