Terror-tiltalt er smidt ud af Københavns Byret, efter han onsdag svinede dommeren og kaldte anklageren en 'bøssekarl'.

Den terror-tiltalte Mahmoud Rabea, der gang på gang har protesteret højlydt under terror-sagen, der kører i disse dage ved Københavns Byret, blev onsdag smidt ud af retssal 60.

Her røg den 31-årige Mahmoud Rabea i verbal clinch med dommeren, og da betjentene omkring ham forsøgte at mane ham til ro, rejste han sig fra sin stol og begyndte at skænde højlydt på både betjente, anklager og dommeren.

»Jeg kræver ny dommer i den sag. Du skal ikke være min dommer længere,« sagde Mahmoud Rabea i retning af dommer Marianne Madsen.

»Jeg kræver ny anklager. Ikke sådan en bøssekarl,« tilføjede han med henvisning til senioranklager Bo Bjerregaard.

Imens forsøgte en flok af betjente at føre ham ud.

»Lad være. Jeg skal have min trøje med,« svarede han og skubbede imod betjenten, som havde fat om hans arme.

Til sidst lykkedes det betjentene at gelejde den opkørte Rabea ud i venstre side af salen.

Udsmidningen onsdag var en kulmination på flere småskænderier mellem dommer Marianne Madsen og Mahmoud Rabea. Allerede i begyndelsen af retsmødet understregede hun, at han ikke måtte kommunikere med de øvrige tiltalte. Da han alligevel tog ordet, forsøgte en betjent at gribe ind, men det affødte blot et rapt: ‘Sæt dig ned og hold din kæft’ fra den tydeligt irriterede Rabea.

Det er langt fra første gang, at den letantændelige Mahmoud Rabea er gået verbalt amok under sagen, hvor han og tre kammerater er mistænkt for at have assisteret Omar El-Hussein under terrorhandlingerne i København sidste år.

I sidste uge forlod han retslokalet efter at have kaldt dommeren for 'so' og 'nazistluder.

Når Mahmoud Rabea kræver en ny dommer, skyldes det formentlig, at hans forsvarer Jesper Storm Thygesen tidligere har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt dommeren kan fortsætte på sagen, hvis det ender med en sag mellem hende og Rabea, hvor han bliver tiltalt for fornærmende tale mod tjenestemand i funktion.

Opdateres....