De to unge mænd, der er sigtet for drabet på 17-årige Mads fra Hillerød, har nægtet sig skyldige.

Det fortæller bt.dks reporter fra sin plads i retssalen, der er fyldt helt op af både presse og tilhørere.

Her ankom 18-årige kortklippede YP i sort Adidas-trøje med hvidt logo samt kondisko. Han virkede ifølge bt.dks udsendte stille og rolig, da han trådte ind i retten og fandt sin plads i vidneskranken.

Den 16-årige AI havde fået udleveret en blå fangedragt af politiet med påskriften ’Nordsjællands Politi’ og var desuden iført et par badetøfler.

Pårørende har lagt hilsner og blomster samt tændt lys i tunnelen, hvor 17-årige Mads blev dræbt.
Pårørende har lagt hilsner og blomster samt tændt lys i tunnelen, hvor 17-årige Mads blev dræbt. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

De to unge mænd er sigtet efter straffelovens paragraf 237 for sammen at have dræbt 17-årige Mads med et knivstik i brystet på et stisystem kl. 13.16 torsdag formiddag.

Begge nægter sig dog skyldige.

Grundet efterforskningen anmodede anklageren om lukkede døren, og pressen blev derfor gennet ud af retslokalet. Nu skal vidner afhøres og genafhøres.

Mads blev angiveligt hentet af tre mænd, der kom ind på Hillerød Handelsskole i et frikvarter. I en tunnel tæt på skolen stak en af de unge en kniv i hjertet på den 17-årige.

Få timer efter døde han af sine kvæstelser.

Venner og skolekammerater er samlet ved tunnelen, hvor drabet fandt sted.
Venner og skolekammerater er samlet ved tunnelen, hvor drabet fandt sted. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Torsdag aften anholdt Nordsjællands Politi de to mænd på henholdsvis 16 og 18 år samt en tredje på 17.

Vagtchef Peter Olesen fra Nordsjællands Politi oplyste til bt.dk fredag morgen, at den ene af de tre anholdte er blevet løsladt i løbet af natten.

»Vi vurderer ikke, at hans medvirken er af en sådan grad, at der er basis for at fremstille ham i grundlovsforhør,« sagde han fredag morgen.