Teenager stukket ned til fest: 11 anholdt

Politiet valgte at anholde hele festen, da en 17-årig mand blev stukket med en kniv i Nordsjælland natten til fredag

Det var en helt almindelig fest, sådan en, som unge mennesker holder, siger vagtchef Bruno Witting-Hansen fra Nordsjællands Politi om torsdag aftens komsammen på Hornbækvej i Tikøb.

Men ud på natten udviklede den sig i en noget ualmindelig retning og stoppede fuldstændig, da en 17-årig mand blev stukket dybt i lænden en eller to gange med en kniv.

Politiet blev tilkaldt, da løjerne var løbet løbsk.

- Da vi kom op til gerningsstedet, valgte vi at anholde alle de ti personer, som var til stede til festen, siger Bruno Witting-Hansen og fortsætter:

- På den måde kan vi afhøre dem alle sammen og skabe et billede af, hvad der egentlig skete.

Ud over flokken på ti er en ellevte mistænkt blevet anholdt. Bruno Witting-Hansen siger, at denne kan være knivstikkeren, men intet er sikkert endnu. Desuden vil flere blive anholdt.

Den 17-årige blev efter stikkeriet kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Han er nu uden for livsfare.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her