Norsk politi har anholdt og sigtet en 17-årig mand fra Bergen for et omfattende hackerangreb, der lagde hjemmesider ned hos en række banker og andre store selskaber i Norge tidligere på ugen.

Politiet i Bergen i Norge har anholdt en 17-årig mand fra byen og sigtet ham for hackerangrebet mod en række banker og andre store virksomheder i Norge. Det skriver BT.no.

Tirsdag blev hjemmesider til en række banker i Norge, Norges Bank, DNB, Sparebank 1, Nordea, Danske Bank samt virksomhederne Storebrand, Telenor, NetCom, Norwegian, Widerøe og SAS lagt ned i et omfattende hackerangreb. 

Ifølge b.dk var der efter hackerangrebet forlydender om, at det var internetbevægelsen Anonymous, som stod bag angrebet mod selskaberne i Norge.

Flere norske medier blev tirsdag aften kontaktet af en person, der hævede at være en del af Anonymous Norge, og at han og flere andre personer fra Bergen stod bag hackerangrebet.

Årsagen var en protest mod for dårlige IT-sikkerhedsløsninger i Norge, skriver BT.no, der har talt med personen bag e-mailen over internettelefonitjenesten Skype.

Siden har Anonymous Norge via det sociale netværk Twitter taget afstand fra, at Anonymous skulle stå bag det omfattende hackerangreb i Norge. 

Anonymous er en slags internetbevægelse af hacktivister - og ikke en gruppe eller forening, hvor folk melder sig ind. Derfor vides det heller ikke, hvor mange personer, der anser sig selv for at være en del af gruppen. Den beskrives generelt som en løst sammenhængende gruppe af aktivister, der mødes på fora på nettet.

Den 17-årige, der er anholdt i Sverige og sigtet for hackerangrebet, blev torsdag eftermiddag afhørt af politiet. Sektionsleder Frode Karlsen fra Hordaland Politidistrikt med hovedsæde i Bergen bekræfter over for Bergens Tidende, at den 17-årige er fra Bergen og oplyser, at han er sigtet for groft hærværk.