En 19-årig mand har søndag smadret mere end 100 vinduer og truet lokale borgere med en halv meter lang kniv i den jyske by Hovborg.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til BT.

Ved du noget om sagen? Så skriv til BT på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side

Politiet modtog en anmeldelse klokken 09.08 om, at en mand gik rundt i Hovborg med en kniv og smadrede vinduer.

»Flere i byen havde observeret en yngre mand, der gik og smadrede ruder i et fritidscenter. Det var i sig selv bekymrende, men mere bekymrendre var det, at han også gik rundt med en halv meter lang kniv, en machete. Han gik igennem byen og truede flere, så vi havde en opgave med at få folk væk,« siger vagtchef Ivan Gohr Jensen til BT og tilføjer, at den 19-årige nåede at smadre mere end 100 ruder i fritidscenteret.

En 19-årig mand smadrede mere end 100 vinduer og truede flere med en stor kniv søndag i den jyske by Hovborg.
En 19-årig mand smadrede mere end 100 vinduer og truede flere med en stor kniv søndag i den jyske by Hovborg.
Vis mere

Politiet fandt frem til manden, men han havde umiddelbart intet ønske om at komme i kontakt med politiet.

»Da vi kommer frem, befinder han sig på et forholdsvis lukket område med en høj tv-mast, som han klatrer op i, og han ønsker ikke kontakt med politiet. Vi får rekvireret en del myndigheder, herunder en stigevogn. Politiets forhandlere er med i vognen, og det lykkedes at få ham overtalt til at komme ned igen,« siger Ivan Gohr Jensen.

Han oplyser, at den 19-årige mand, der er fra lokalområdet, efterfølgende blev kørt til et sygehus i Esbjerg, hvor han nu er under behandling. Politiet betegner manden som syg, men vil ikke komme nærmere ind på hans tilstand.

Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre manden, men oplyser til BT, at han vil blive sigtet for trusler på livet, omfattende hærværk samt overtrædelse af våbenloven.