Cybercity får intet ud af retlig sejr i Østre Landsret i opgør med TDC. Der er ingen beviser for det påståede tab på 78 mio. kroner

Telegiganten TDC har spændt ben for konkurrenten Cybercity, men det kommer ikke til at koste noget.

TDC skal kun betale en brøkdel af den erstatning, som Cybercity har krævet. Det har Østre Landsret afgjort i en dom.

Opgøret drejer sig om adgangen til kunder, der ønsker internet og bredbånd.

TDC sidder på telefonnettet i form af kobberledningerne. Men selskabet har misbrugt sin stilling til at diskriminere mod Cybercity i perioden fra 6. marts 2006 og frem til 17. september 2007.

Det har IT- og Telestyrelsen og Teleklagenævnet tidligere slået fast, og den konklusion læner landsretten sig op ad. I den 80 sider lange dom afvises Cybercitys påstand om, at det samme benspænd har gjort sig gældende i andre perioder.

Cybercity har opgjort sit tab til 78 millioner kroner, men landsretten fastslår, at tabsopgørelsen i det store og hele er udokumenteret.

Den bygger alene på Cybercitys egne oplysninger, og selskabet har ikke forsøgt at få en uafhængig bedømmelse af tabets størrelse.

Derfor siger landsretten, at TDC kun skal af med 2,5 millioner kroner.

Selv denne lille gevinst for Cybercity er dog til at overse. For samtidig dømmes selskabet til at betale TDCs sagsomkostninger på 2,3 millioner kroner.

I øvrigt hedder Cybercity nu Telenor Danmark. Selskabet er den næststørste leverandør af internet og bredbånd til private og virksomheder.

/ritzau/