Østjyllands Politi har anholdt den 20-årige mand, der var efterlyst for flere tasketyverier mod ældre kvinder.
Den unge mand blev efterlyst 28. november for flere tasketyverier - blandt andet to, der blev begået med få minutters mellemrum mod to kvinder på henholdsvis 94 og 100 år.
LÆS OGSÅ: Efterlyst for at stjæle taske fra 100-årig
LÆS OGSÅ: 100-årig kvinde bestjålet: Scooter-tyv stjæler tasker fra ældre damer
Omkring klokken tre natten til fredag lykkedes det politiet at fange ham.
- Vi anholdt ham i en lejlighed i det nordlige Aarhus på baggrund af et anonymt tip. Det foregik fuldstændig udramatisk, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi til bt.dk.
Den formodede tasketyv blev fredag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. Dommerens beslutning blev ikke kæret.



