Politiet leder efter mor til efterladt baby i Bagsværd. Taske og overvågningsbilleder er måske vigtige spor.

København: Overvågningsbilleder og en taske med personlige papirer er blandt de spor, som Københavns Vestegns Politi undersøger i håbet om at finde moren til den nyfødte pige, der fredag morgen blev fundet af en gårdmand i Værebroparken i Bagsværd.

- Vi har fundet en taske med personlige papirer i området. Vi ved ikke, om den har noget med sagen at gøre, men det er vi i gang med at undersøge, siger vagtchef Lars Jørgensen, Københavns Vestegns Politi.

Desuden har politiet sikret sig billeder fra overvågningskameraer i nærheden, som politiets efterforskere er ved at kigge igennem for at se, om de har optaget billeder af den person, som efterlod babyen i en affaldsskakt.

Spædbarnet, der vejer omkring tre kilo, har det efter omstændighederne godt, oplyser politiet.

Det var en gårdmand, der var årvågen og opdagede barnet i skakten på Værebrovej 90 omkring klokken 6.30, da han sammen med en kollega var ved at håndtere ejendommens affaldscontainere.

Barnet blev svøbt ind i et flag for at holde varmen, indtil en ambulance nåede frem. Pigen er blevet bragt til Rigshospitalet for at blive undersøgt af læger.

Vicepolitiinspektør Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi, sagde ved middagstid fredag, at pigen er helt nyfødt, og at hun "helt sikkert" ikke er blevet født på et hospital.

Politiet arbejder på at finde ud af, hvor barnet er blevet født - og hvem moren er.

Politiet har ikke givet oplysninger om særlige kendetegn på babyen, som ifølge avisen.dk er fundet med moderkage og navlestreng.

Politiet opfordrer folk, der har set noget interessant, eller som har viden om sagen, til at melde sig.

/ritzau/