Tævede ung kvinde med metalstativ
En ældre mand overfaldt fredag aften en 20-årig pige med et tungt metalstativ. Overfaldet var tilsyneladende fuldstændig umotiveret.
En ældre mand overfaldt fredag aften en 20-årig pige med et tungt metalstativ. Overfaldet var tilsyneladende fuldstændig umotiveret.
En ung kvinde fra Aalborg blev fredag aften offer for tilsyneladende helt umotiveret vold. Sammen med en veninde sad kvinden på en legeplads på Indkilde Allé i bydelen Gug, da en ældre mand overfaldt hende. Det skriver bt.dk.
- Manden angriber hende med et otte kilo tungt metalstativ, som han slår hende med en til to gange. Både på hovedet og på kroppen, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi, Frank Liltorp, til bt.dk.
Den unge kvinde slap fra overfaldet med en brækket næse. Hun løb fra stedet og anmeldte selv overfaldet til Nordjyllands Politi ved 20-tiden fredag aften.
Gerningsmanden og den 20-årige kendte ikke hinanden i forvejen, og politiet opfatter overfaldet som helt umotiveret. Den 62-årige bliver lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for kvalificeret vold.