En 26-årig mand skulle have nogle tæsk, da et to mænd fredag aften mødte op hjemme hos ham med en lægtehammer og et baseballbat. Tidligere på aftenen havde den 26-årige selv været i gang med at uddele øretæver til en helt fjerde mand.  Nu var det hævnens time.

Men overfaldet gik ikke som de to mænd havde planlagt.  I stedet for at den 26-årige fik tæsk, var det tæskeholdet selv, der fik klø. Den ene af mændene, en 37-årig mand fra Hanstholm der ellers var bevæbnet med et baseballbat, blev indlagt med blodansamlinger i hovedet. Det oplyser Nordjyske.dk.

Den anden halvdel af tæskeholdet, en 36-årig mand ligeledes fra Hanstholm, bakkede ud af foretagendet, da han så, hvordan det var gået hans makker.
Den 26-årige blev efterfølgende anholdt at politiet, som nu vil afgøre, om han skal sigtes for vold og man i givet fald vil forsøge at få ham straffet.

»Det skal vi til at se på. Der kan godt være tale om nødværge, men måske har det været for voldsomt. Om mandens skader i hovedet skyldes slagene eller om det er sket bagefter som følge af et fald, det ved vi ikke endnu,« siger Ole Vanghøj, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til Nordjyske.

Ifølge straffelovens § 13 kan en person fritages for straf, hvis den handling vedkommende har begået var nødvendige "for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb". Handlingen skal dog stå mål med det angreb, man forsøger at afværge.

Den lægtehammerbevæbnede 36-årige mand er blevet sigtet for at overtræde våbenloven.