En uhyggelig hændelse ramte i sidste uge Bjørnehøjskolen i den nordsjællandske by Annisse Nord ved Helsinge. En gruppe på tre unge mænd trængte ind på skolens område, hvor de overfaldt to elever. Det skete foran en række yngre elever.

Det skriver Lokalavisen Gribskov.

»Det er korrekt, at tre unge mænd måske flere i alderen 15-17 år klokken 14.00 trængte ind i blok C på skolen og slog to af vores drenge. Den ene blev ramt på kæben og gik i gulvet, og har fået hjernerystelse. Efter omstændighederne har drengene det lige nu godt, og vi har selvfølgelig underrettet de rette myndigheder om hændelsen,« forklarer Bjørnehøjskolens leder Ole Petersen til avisen.

Så du optrinnet eller ved du noget i sagen, så tip BT på 1929@bt.dk

Til BT fortæller Ole Petersen, at det var en af skolens lærere, som blev tilkaldt og fik forvist de tre unge mænd fra skolens område.

»Det havde ringet ud på det tidspunkt, så der var ret mange elever til stede. Nogle af dem får fat i en lærer, som får kaldt de tre unge mænd til sig og forsøger at snakke med dem, men de svarer ham ikke ret pænt. Men det tog læreren ret stille og roligt,« siger Ole Petersen.

Skolelederen har ikke før oplevet sådan en sag, hvor personer trænger ind på skolens område og overfalder skolens elever. Men hændelse har ifølge Lokalavisen Gribskov skabt uro blandt elever og forældre på skolen.

Konflikt mellem elever fra flere skoler
Således fortæller forældre ifølge avisen, at de og deres børn er meget utrygge ved situationen. Og specielt de faktum, at hændelsen skete på skolens område, hvor elever bør kunne føle sig trygge, er en kilde til uro.

Det genkender Ole Petersen dog ikke.

»Jeg kan ikke udelukke, at der er elever og forældre, som er utrygge, men jeg har ikke selv oplevet henvendelser om det. Og de to drenge, som det gik ud over, er begge i skole igen.«

Efterfølgende har skolens ledelse lagt en vejledning, samt en beskrivelse af, hvad der er sket, på skolens intranet. Ole Petersen fortæller til BT, at han 'aldrig har oplevet noget ligende', og at han ikke forventer en episode som den i sidste uge vil gentage sig. Han ser det imidlertid som sin pligt at tage visse forholdsregler.

»Det er gode råd til skolens elever om, hvordan de kan være agtpågivende, og hvordan de skal opføre sig i sådan en situation,« siger Ole Petersen, der fortæller, at konflikten bunder i et opgør mellem elever fra flere skoler.

»Det er en gruppering af unge mænd fra flere skoler, og de skulle åbenbart af med noget,« siger Ole Petersen.

Sagen er siden blevet meldt til politiet.