En 20-årig syrisk flygtning er blevet anholdt af tysk politi ved grænsen til Danmark. Inden anholdelsen skulle han angiveligt have anskaffet sig materiale til fremstilling af sprængstoffer. 

Det skriver flere tyske medier, herunder Der Spiegel.

Den 20-årige blev anholdt af politiet i weekenden, inden han nåede at krydse grænsen til Danmark, oplyser anklagemyndigheden i Stuttgart torsdag. Ifølge tyske medier har den anholdte opholdt sig i Tyskland gennem længere tid, hvor han har boet i en flygtningelejr i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland.

Ifølge det tyske medie Südwest Presse skulle tyske myndigheder have fundet materiale til fremstilling af sprængstof efter en ransagning af mandens værelse. De skriver desuden, at den 20-årige, ifølge anklagemyndigheden, angiveligt sympatiserede med terrororganisationen Islamisk Stat.

Tyske myndigheder har efterfølgende gjort klart, at der ikke er bevis for konkrete trusler i den foreløbige efterforskning af sagen. Men manden mistænkes for at ville forberede et angreb mod statens sikkerhed. Det oplyser anklagemyndigheden i Stuttgart.

Den anholdte har opholdt sig i Tyskland i noget tid, men det er ikke umiddelbart klart, hvornår han er rejst ind i landet, siger en talsmand for den tyske anklagemyndighed.

Manden blev anholdt i byen Ulm i det sydlige Tyskland søndag. Dagen inden havde han forgæves forsøgt at rejse ind i Danmark, oplyser talsmanden, Jan Holzner, til Reuters.

»Han medbragte materialer, der kan bruges til at lave en bombe,« siger han.

Han oplyser ikke nærmere, men nøjes med at sige, at mængden "ikke er typisk for, hvad man bruger i en normal husholdning".

»Vi har bevis på, at han sympatiserede med Islamisk Stat,« siger Holzner.

Han tilføjer, at efterforskningen fortsætter, og at det ikke er klart, om den unge syrer har haft kontakt til medlemmer af Islamisk Stat uden for Tyskland. Den 20-årige sidder nu varetægtsfængslet.

Der er ikke umiddelbart andre mistænkte i sagen, oplyser talsmanden for anklagemyndigheden til Reuters.

Det har ikke været muligt at få bekræftet historien hos de danske myndigheder.

»Det har vi ingen kommentarer til,« fortæller en talsmand for Politiets Efterretningstjeneste om sagen med en ung syrer, der var på vej til Danmark med materiale til fremstilling af bomber eller våben, til Ritzau.