24-årig dansktyrker får lov at beholde sit statsborgerskab trods dom efter terrorparagraf.

København. Retten i Glostrup har fredag idømt 24-årige Hamza Cakan syv års fængsel for at lade sig hverve af Islamisk stat.

Der gik et gys gennem retssalen, da retsformand Hans Christensen læste konklusionen op. Anklager Anders Riisager havde nemlig kun krævet seks års fængsel.

Dog slipper Hamza Cakan for at få frakendt sit danske statsborgerskab og blive udvist af Danmark, som anklagemyndigheden ellers havde krævet.

Dommen falder, efter at retten i onsdags kendte Hamza Cakan skyldig i at lade sig hverve til Islamisk Stat i Syrien.

To gange i 2013 rejste han til Syrien. Dommere og nævninge har fundet det bevist, at han var tilknyttet Islamisk Stat som kæmper, og at han fik træning i både kamp og våbenhåndtering.

Manden er desuden kendt skyldig i, at han i 2015 lod sig hverve endnu en gang. I den forbindelse optog han et kviklån på 20.000 kroner. De skulle gå til Islamisk Stat.

Han kom dog aldrig afsted, da han blev anholdt i Københavns Lufthavn. Herfra ville han have rejst til Istanbul i Tyrkiet og derfra videre til Syrien.

Kviklånet har såmænd en væsentlig betydning for dommen. Strafferammen for at støtte en terrororganisation økonomisk er nemlig ti års fængsel, mens det at lade sig hverve højst kan give seks år.

Men reglerne er skruet sådan sammen, at det er den maksimale strafferamme, der afgør, hvor hårdt retten kan straffe. Derfor kan Cakan altså idømmes syv års fængsel.

Forsvarsadvokat Janus Malcolm Pedersen oplyser, at hans klient nu vil overveje, hvorvidt dommen skal ankes til Østre Landsret. De samme overvejelser skal anklagemyndigheden gøre sig.

- Min klient står med noget blandede følelser efter den her dom. Han er overrasket over, at straffen er hårdere, end hvad anklagemyndigheden har krævet. Omvendt er han tilfreds med, at der er sket frifindelse omkring fratagelse af statsborgerskab og udvisning, siger Janus Malcolm Pedersen.

Hos anklagemyndigheden lyder det efter dommen fra senioranklager Natalja Lindberg:

- Vi tager dommen til efterretning.

Ofte viger anklagemyndighedens repræsentanter ellers ikke tilbage for at udtrykke tilfredshed, når domstolene giver dem fuld medhold. Senioranklagerens lidt uldne udmelding må derfor formentlig forstås som, at også anklagemyndigheden skal i tænkeboks.

Eftersom at anklagemyndigheden fik mere end medhold i sin påstand om straf, så vil det formentlig alene være spørgsmålet om frakendelse af statsborgerskabet, som kan få anklagemyndigheden til at anke sagen.

Fristen for at anke sagen er to uger.

/ritzau/