For første gang har danske myndigheder frataget en Syrien-krigers opholdstilladelse. Hidtil har man inddraget krigernes pas.

Knap seks måneder efter, at et bredt flertal i Folketinget vedtog den omdiskuterede Syrien-kriger-lov, har myndighederne for første gang taget opholdstilladelsen fra en person, der er draget i krig.

Det fremgår af dokumenter, DR Nyheder har fået indblik i. Udlændingestyrelsen bekræfter oplysningen over for Berlingske Nyhedsbureau, men man ønsker ikke at oplyse flere detaljer i sagen.

Det er af samme grund uvist, om den pågældende person eksempelvis har kæmpet for Islamisk Stat (IS) i Syrien, eller hvilken baggrund vedkommende har.

Den omdiskuterede lov blev vedtaget i marts i et forsøg på at sætte en stopper for den voksende skare af herboende personer, der drog til Syrien og Irak for at kæmpe for IS. Loven tillader myndighederne at fratage personer opholdstilladelsen i Danmark, hvis der er grund til at antage, at de har deltaget i en væbnet konflikt.

Den giver også myndighederne mulighed for at inddrage passet hos personer, man mistænker for at være på vej til en væbnet konflikt. I fem tilfælde har myndighederne inddraget passet fra danske statsborgere, der var under mistanke for at være på vej til Syrien eller Irak.

Loven har været kritiseret for at udfordre retssikkerheden, da myndighederne kan fratage opholdstilladelsen eller inddrage passet alene på et mistankegrundlag.

I mandagens Berlingske får loven atter kritik for at ramme vilkårlige og for at udfordre retssikkerheden.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) anslår, at i alt 115 personer fra Danmark er rejst til Irak og Syrien for at kæmpe.