Det er endnu uklart, hvorfor to syriske mænd sprang over bord fra et fragtskib i Øresund. Politiet leder fortsat efter en tredje, der muligvis også er sprunget i vandet.

To syriske mænd sprang torsdag morgen over bord fra et fragtskib i Drogden Rende mellem Saltholm og Dragør, hvorefter Søværnets Operative Kommando (SOK) måtte i aktion.

»SOK sætter helikoptere og »Airport Rescue« (hurtig redningsbåd, red.) ind, og de får kontakt til personerne og får dem fisket op. De befinder sig nu på Station Amager,« fortæller vagtchef hos Københavns Politi Michael Andersen.

Der er muligvis også en tredje mand, der er sprunget i vandet, og derfor er eftersøgningen endnu ikke indstillet torsdag formiddag.

»Man er i øjeblikket i gang med at lede efter endnu en person i Snekkersten. De to personer fortæller, at der var en mand i redningsdragt, der hoppede over bord klokken 6.30 torsdag morgen. Det er formentlig lykkedes manden at komme ind til land,« siger Michael Andersen, der understreger, at de efter alt at dømme har forladt skibet frivilligt.

»De havde nogle papirer på sig, og det bestyrker os i, at de selv har valgt at hoppe. Det er også deres egen forklaring. Det er forventningen, at de vil søge asyl,« siger han.

Det er endnu uklart, hvorfor mændene hoppede over bord. De har ifølge vagtchefen fortalt, at der var dårlig stemning om bord.

»Hvad der ligger i det, er svært at svare på. De nævnte noget med en konflikt mellem sunni- og shiamuslimer,« siger Michael Andersen.

Mændene skal i løbet af torsdagen afhøres, så politiet kan tage stilling til den videre udvikling i sagen.

»Vi skal formentlig have fat i den syriske ambassade, og så har vi en asylsag på dem, som skal sagsbehandles. De kan jo ikke være her lovligt, så vi slipper dem ikke på gaden igen,« siger Michael Andersen.