Arbejdsmiljøet på Nykøbing Falster Sygehus var ofte under pres, fortæller drabstiltalt sygeplejerske i retten.

Ofte var der på Nykøbing Falster Sygehus flere patienter, end personalet kunne klare. Og samtidig gjorde læger fra udlandet det svært for personalet at kommunikere.

Det fortalte en 31-årig sygeplejerske mandag ved Retten i Nykøbing Falster.

Hun er under anklage i en af de mest opsigtsvækkende drabssager herhjemme. I sit virke som sygeplejerske har hun ifølge anklagemyndigheden dræbt tre patienter og forsøgt at dræbe en fjerde med en dødelig overdosis af medicin. Hun nægter sig skyldig.

På hospitalet var der ifølge sygeplejersken ansat en del personale, som var dårlige til dansk. Navnlig blandt lægerne.

»Vi havde en kvindelig medicinsk overlæge, hvor det for mit vedkommende var nærmest umuligt at forstå, hvad hun sagde,« lød det mandag fra sygeplejersken, da hun blev afhørt af sin forsvarer, advokat Jørgen Lange.

Sprogproblemerne var blot en del af de forhold, der ifølge sygeplejersken bidrog til et presset arbejdsmiljø på sygehuset, hvor hun var ansat fra 2009 og frem til sin anholdelse i marts sidste år.

»Vi havde en periode, hvor vi havde så mange patienter, at det var oppe på flere ledermøder, at det kunne vi simpelthen ikke håndtere,« fortalte sygeplejersken om sin tid på medicinsk afdeling 130, hvor hun arbejdede frem til oktober 2012.

Netop på afdeling 130 begik sygeplejersken ifølge anklagemyndigheden sit første drab. Offeret var 72-årige Arne Herskov. Han mistede livet på grund af en overdosis af morfin og diazepam.

Fra 2012 arbejdede den i dag 31-årige kvinde på sygehusets akutafdeling. Her begik hun ifølge anklagemyndigheden yderlige to patientdrab og forsøgte at dræbe endnu en patient.

Sygeplejersken fortalte under mandagens retsmøde, at der på akutafdelingen i perioder kunne være mange dødsfald.

»Det var som om, at det kom i bølger. Til tider kunne man godt være inde i en bølge, hvor man bare sagde åh nej.«

Under retsmødet kom det frem, at sygeplejersken var så engageret i arbejdsmiljøet på sygehuset, at hun ad to omgange lod sig vælge som personalets arbejdsmiljørepræsentant.

Der ventes at falde dom i juni.

/ritzau/