Søs Dorrit Numelins dødsfald på Roskilde Sygehus skyldtes sygeplejerskes forsømmelse. Hun accepterer bøde på 25.000 kr.

En sygeplejerske erkender at være årsag til Søs Dorrit Numelins død på Roskilde Sygehus for to år siden.

Hun har valgt at betale den bøde, som anklagemyndigheden kræver som straf.



Bøden er på 25.000 kroner, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Dermed undgår den 57-årige kvinde en retssag om den tragiske hændelse, som fandt sted i juni 2009.

Sagen skulle ellers have været behandlet ved retten i september.

Anklagen lød på, at hun som anæstesi-sygeplejerske udførte arbejde, der er forbeholdt læger - og at hun desuden sjuskede.

Resultatet blev, at patienten Søs Dorrit Numelin ikke fik tilført ilt.

13 dage senere afgik hun ved døden.



Søs var indlagt for at få rekonstrueret sit bryst efter en kræftsygdom.

Men selv om en læge ikke var til stede, besluttede sygeplejersken på egen hånd at lægge patienten i fuld bedøvelse.

Retningslinjerne går ellers ud på, at man skal være to om at lægge en patient i narkose.

Derefter reagerede hun ikke tilstrækkeligt på de syv alarmer, som anæstesiapparatet i løbet af 14 minutter udsendte.

Og endelig gik der for lang tid, før hun fik tilkaldt hjælp fra en læge.

/ritzau/