Fire somaliske mænd blev fredag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at have begået bedrageri i millionklassen.

Et to måneder langt spenderingseventyr er slut for fire mænd på omkring 40 år. 
 
Omkring fire meget vellavede falske hævekort har været flittigt i brug fra den 21. december sidste år til torsdag den 24. januar, hvor fire mænd blev arresteret. De fire mænd har brugt de falske kort til køb af cigaretter og andre materielle varer til en værdi af over 1,2 millioner kroner. 

Blandt andet var de torsdag den 24. januar forbi tre supermarkeder i Københavnsområdet - to Føtex-forretninger og en Fakta på Frederiksberg.

Her formåede mændene på mindre end en time at svinge de falske betalingskort så mange gange i to af butikkerne, at de fik købt cigaretter til en værdi af over 32.000 kroner.

Udover episoden med de mange pakker cigaretter, er mændene sigtet for yderligere 300 forhold, hvor de falske kort gik igennem på Dankortmaskinen, til en samlet værdi af 575.000 kroner. Derudover er de sigtet for at have medvirket til et ukendt antal forhold, hvor der blev svindlet for 675.000 kroner. 

De fire somaliere skulle angiveligt have haft flere gerningsmænd med sig, men hvor mange eller hvem, der er tale om, er endnu ukendt.

Mændene blev sendt fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvorfra der endnu ikke er kommet en afgørelse. Det vides endnu ikke, hvordan de fire mænd forholder sig til sigtelserne.