Svensk storhacker og stifter af fildelingsstjenesten Pirate Bay har ifølge anklager hacket sig ind i dansk politis registre, blandt andet politiets kørekortregistret og skaffet sig adgang til personfølsomme oplysninger.

Københavns Politi efterforsker i øjeblikket en sag om et hackerangreb mod CSC, der blandt andet varetager driften af en række af politiets registre. Her skaffede hackerne sig adgang til CPR-numre samt oplysninger om efterlyste personer i Schengen-registrene.

- Der er tale om et alvorligt brud på den IT-sikkerhed, der nødvendigvis skal være omkring politiets registre, og som vi forventer, at CSC til enhver tid sikrer. Derfor ser politiet på sagen med den største alvor. Det er naturligvis helt uacceptabelt, at det har været muligt at få adgang til politiets registre trods de meget høje sikkerhedsstandarder som vi kræver og forventer af vores leverandør, udtaler rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Se videoen fra torsdagens pressemøde: Hackerangreb under optrævling

Den hovedmistænkte er den svenske hacker Gottfried Svartholm Warg, som tidligere har været involveret i store hackersager. Bl.a. har han forsøgt at hacke sig adgang til bl.a. Nordea, Odense Kommunes bankkonto, den danske betalingstjeneste Nets samt en dansk fagforening.

I den nuværende sag er han mistænkt for at have kopieret en række filer indeholdende virksomhedsnumre og personnumre. Det skal være sket over en periode på fem måneder sidste år.

- Foreløbigt har vi ikke oplysninger, der indikerer, at den mistænkte har formået at benytte de oplysninger, som han uretmæssigt har skaffet sig adgang til. Men vi ser med stor alvor på sagen og samarbejder med de svenske politimyndigheder i vores efterforskning, siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden i Københavns Politi.

Den 28-årige Gottfried Svartholm Warg er p.t. fængslet i Sverige i en anden sag, men Københavns Politi har begæret ham udleveret til retsforfølgning i Danmark. Warg blev anholdt allerede i august sidste år i Cambodja i forbindelse med den svenske straffesag.

Efterforskningen har desuden ført politiet på sporet af en dansk mand. Han blev anholdt onsdag, hvor politiet desuden ransagede hans opholdsadresser for at sikre eventuelle spor. Han vil blive fremstillet i et grundlovsforhør torsdag. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

Den svenske hovedmistænkte Gottfried Svartholm Warg er kendt for at have startet fildelingstjenesten Pirate Bay. Han sidder lige nu på anklagebænken i Sverige i forbindelse med hackerangrebet mod Nordea, et unavngivet dansk fagforbund og den danske betalingstjeneste nets. Ifølge Computerwold er han anklaget for at have drænet kunders konti for 24.200 kroner.

Rigspolitiet oplyser, at deres it-leverandør CSC lige nu arbejder intensivt på at afklare omfanget af sikkerhedsbristet, og at der allerede er taget flere skridt for at genoprette sikkerheden i de berørte registre.

Politiet har desuden bedt PET foretage de yderligere undersøgelser i sagen. Det sker i tæt samarbejde med Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Formålet med undersøgelserne er dels at vurdere omfanget af sikkerhedsbruddet, og om andre offentlige IT-systemer kan være berørt, dels at sikre, at der træffes de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på baggrund af sagen. Der foretages i den forbindelse en grundig sikkerhedsmæssig gennemgang af politiets it-systemer. Såfremt efterforskningen eller de yderligere undersøgelser i sagen giver anledning hertil, vil myndigheder eller andre, som må anses for berørt af sikkerhedsbruddet, modtage nærmere underretning, udtaler PET-chef Jakob Scharf i en pressemeddelelse.