Svage beviser mod mistænkte for Jonas-drabet

Mistænkte anholdes kun i tre døgn

Københavns Politi har nu tre døgn til at finde nye beviser mod de tre sigtede i sagen om knivdrabet på 21-årige Jonas Thomsen Sekyere.

Lørdag eftermiddag valgte dommeren at opretholde anholdelsen af de tre mænd, der mistænkes for sammen med en fjerde endnu ikke anholdt mand at stå bag drabet på den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere. Det betyder, at politiet nu har tre gange 24 timer til at finde nye beviser i sagen. Kun hvis det sker kan politiet regne med at få de tre mistænkte varetægtsfængslet i en længere periode.

Fredag og lørdag anholdt og sigtede politiet de tre unge mænd for drabet på Jonas.

Kvart over to lørdag eftermiddagen faldt kendelsen omkring den første af de tre, en 20-årig ung mand. Og knap en time efter blev anholdelsen af den anden 20-årige også opretholdt i tre gange 24 timer. Og nu er der også faldet kendelse over den tredje - en 22-årig mand. Og dommeren valgte altså ikke at varetægtsfængsle dem, men blot at forlænge anholdelsen af dem.

- Vi er opmærksomme på nogle efterforskningsmæssige skridt, som vi nu skal se nærmere på, sagde anklager Søren Harbo umiddelbart efter kendelsen til TV2 News.

Her slog han også fast, at det langt fra er alle detaljer i sagen, som kommer frem til offentligheden.

- Vi ved betydeligt mere, end der bliver oplyst i pressen, siger Søren Harbo.

Sigtelsen mod de tre går på medvirken til drab. Anklageren ønsker ikke at kommenterer, om det svækker sagen, at der tilsyneladende ikke er placeret et entydigt ansvar for drabet.

Udover de tre anholdte efterlyser politiet fortsat en fjerde mistænkt. Politiet kender identiteten på den pågældende mand og opfordrer ham til selv at melde sig.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her