Politiet rykkede ud til et større slagsmål i Flygtningecenter Thisted lørdag aften. Slagsmålet startede, da en person røg en cigaret indenfor. Han blev efterfølgende overfaldet af en række beboere på asylcentret, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

»Vi rykkede ud til et slagsmål klokken 20.20. Vi ved ikke helt, hvor mange, der deltog i slagsmålet, men det var i hvert fald mere end ti,« siger han.

Politiet er lørdag aften ved at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Men meget tyder på, at det var en afstraffelse af en enkelt person, der var årsag til slagsmålet.

»Det er sandsynligvis en afstraffelse af én person, der røg indenfor på flygtningecentret. Vi ved endnu ikke helt, om de alle deltog i afstraffelsen af den ene person, eller om der var nogen, der lagde sig imellem. De er ikke særligt meddelsomme,« siger vagtchef Ole Vanghøj, der ikke vil oplyse, hvor stor politistyrken, der rykkede ud til centret, var.

»Vi er altid tilstrækkeligt med betjente, når vi rykker ud. Det var vi også her til aften.«

Politiet oplyser, at den mand, der blev afstraffet for at ryge, er kommet til skade i forbindelse med slagsmålet. Han er bragt på hospitalet for at blive behandlet for sine skader. Der er ingen anholdte, lyder meldingen fra politiet, der ikke har overblik over, hvor gamle de involverede er. Det står dog klart, at alle, der deltog i slagsmålet, er mænd.

Flygtningecenter Thisted er ifølge nordjyske.dk et nødasylcenter, der blev taget i brug i efteråret 2015. Det er meningen, at beboerne kun skal bo der i en kort periode, indtil der bliver plads på et almindeligt asylcenter. Der er både tale om familierum indendøre, og så er der også beboere i opvarmede telte. Der er i alt plads til 350 beboere, skriver nordjyske.dk.