Langt de fleste af de rockere, som onsdag blev anholdt i en storstilet aktion på 17 forskellige rockerborge, er blevet løsladt igen, skriver eb.dk.

Politiet anholdt omkring 100 rockere, angiveligt for at forebygge en truende konflikt mellem rockergrupperne Bandidos og Hells Angels.

- Vi har i hvert fald frigivet alle de personer, som vi havde inde og vende i går. Men jeg kan ikke oplyse, om vi har planer om flere aktioner i løbet af i dag, fortæller vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi til eb.dk.

Rockerborg-razzia11

Også Sydsjælland- og Lolland-Falsters politi har løsladt deres anholdte rockere.

Kun i Nordsjælland har man stadig nogle siddende.

- Vi har stadig seks personer anholdt. To er blevet løsladt, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Ole Hestbek til Ritzau ifølge eb.dk.

Aktionen blev udført i fællesskab af samtlige sjællandske politikredse samt Task Force Øst og Rigspolitiet. I alt slog politiet til mod 17 rockerborge over hele Sjælland, hvor anholdelserne blev foretaget, mens politiet desuden fandt effekter som knive, narkotika, knojern, økser, slagvåben, anabolske steroider og magasiner til skydevåben. Derudover blev der fundet tre pistoler.

BNB