____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Storebæltsbroen blev kort før klokken 7 mandag morgen genåbnet, efter at have være lukket efter en ulykke. En dobbeltdækkerbus væltede omkring klokken 3 natten til mandag på broen, efter at være blevet påkørt af en lastbil. Politiet ved endnu ikke, hvorfor lastbilen kørte ind i bussen.

- Vi får anmeldelsen klokken 03.04 om, at bussen er væltet. Den vælter umiddelbart før Sprogø. Lastbilen fortsætter lidt, men kører derefter ind til siden, fortæller Ehm Christensen, der er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.

Har du overværet uheldet, eller har du billeder af den væltede bus, så send en sms til os på 1029 eller send en mail til 1929@bt.dk

Bussen og lastbilen kørte begge i retning mod Fyn, da ulykken skete. Den væltede bus fyldte nødsporet samt det ene spor, men selv om det sidste spor var farbart, så lukkede politiet altså hele broen i retning mod Fyn i nogle timer, hvilket gav store trafikale problemer.

- Vi vælger at sikkerhedsmæssige årsager at lukke begge spor, mens oprydningsarbejdet står på, fortæller vagtchefen.

Ingen kom alvorligt til skade ved ulykken, da der kun var chaufføren i bussen, og han kunne selv gå over i en ambulance. Både bus og lastbil er dansk indregistreret, men politiet kender ikke til yderligere detaljer om de to køretøjer.

Politiet oplyser, at trafikforholdene atter er normale, og at køen omkring broen er afviklet.