PET-medarbejder giver ny oplysning til Tibet-kommissionen om deltagelse i video-møde med Danmarks ambassade.

København. Man rutter ikke med detaljerne i Politiets Efterretningstjeneste. I hvert fald ikke når det gælder beskrivelsen af tre kinesiske besøg.

I Tibet-kommissionen er der nogen overraskelse over, at PET forud for den kinesiske præsidents besøg også deltog i en video-konference med Danmarks ambassade i Beijing.

Den oplysning kommer først frem torsdag under afhøringen af en sikkerhedskoordinator i PET.

Og den kan heller ikke findes i det interne PET-notat, som samme mand - der kaldes 764 - i februar i år skrev til sin ledelse.

I notatet står ikke ét ord om, at PET informerede Københavns Politi om, at kineserne var nervøse for bekymringer og meget nødigt ville tabe ansigt.

Derfor spørger kommissionen chefen for PET's sikkerhedsafdeling, Uffe Stormly, om han finder notatet tilstrækkeligt dækkende.

- Om det kunne have været mere fyldestgørende - ja, det kunne det godt, svarer han.

Netop udtrykket tabe ansigt bliver der kredset om i kommissionen.

Det stammer muligvis fra Danmarks ambassadør i Beijing. I hvert fald skrev han det i en mail til sin departementschef.

Det undrer tydeligvis kommissionen, at PET fandt på at skrive risikoen for fornærmede kinesiske følelser ind i den såkaldte trusselsvurdering - hvor der også står, at kineserne er meget bekymret for demonstrationer.

- Vi ser som danskere på disse demonstrationer som fredelige, hvorimod kineserne ser dem som terrorister, forklarer en anden såkaldt sikkerhedskoordinator, 765.

Det er især et spørgsmål om asiatisk kultur, lader han forstå.

- Man kan bekymre sig for, hvordan de kinesiske sikkerhedsfolk vil reagere, tilføjer han.

PET holdt fire forberedelsesmøder med kineserne før præsidentbesøget i 2012. Kun det ene foreligger der et referat af.

Kommissionen skal afdække, hvordan det gik til, at politiet beordrede betjentene til at skride ind over for borgere, der ville vifte med det tibetanske flag.

/ritzau/