En politikersøn og seks andre mænd fremstillet for at tæske tv-kendt bandeleder i Vestre Fængsel

Syv personer med tilknytning til den københavnske bande LTF (Loyal to Familia, red.) er blevet sigtet for overfaldet på bandelederen Abderrozak Benarabe, bedre kendt som Store A.

Blandt de syv sigtede er politikersønnen Shuaib Khan, erfarer BT.

Læs også: Berygtet bandeleder tævet i fængslet

Overfaldet på Store A fandt sted i slutningen af februar under en gårdtur i Vestre Fængsel. Store A var kort forinden blevet overført til Vestre Fængsel, hvor han blev placeret sammen med de yngre bandemedlemmer fra LTF.

Torsdag blev de syv mænd fragtet fra Vestre Fængsel til Politigården, hvor de blev sigtet for overfaldet.

- Vi har haft syv personer inde, der er blevet sigtet for paragraf 245-vold i forbindelse med overfaldet i Vestre Fængsel, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

Han ønsker ikke at sige noget om identiteten på de sigtede og forurettede eller om de sigtedes bande-mæssige tilhørsforhold.

BT erfarer dog fra pålidelige kilder, at overfaldet gik ud over Store A, og at de sigtede alle har tilknytning til gadebanden LTF, der udspringer af Blågårds Plads og har afdelinger i Skovlunde, Tingbjerg og i Kokkedal.

Leder af LTF

Blandt de syv sigtede for overfaldet er Shuaib Khan, der regnes for at være lederen af LTF. Shuaib Khan er søn af lokalpolitikeren Wallait Khan, der i en periode sad i Københavns Borgerrepræsentation og drev et rejsebureau.

26-årige Shuaib Khan sidder varetægtsfængslet for drabsforsøg. Han er tidligere idømt otte års fængsel for at være hovedgerningsmand i et knivoverfald, der kostede 21-årige William Lennon Davis livet i Aalborg i 2007.

40-årige Store A sidder varetægtsfængslet for et groft overfald på en ung kvinde på Nørrebro. Inden overfaldet stod han frem på DR som syrienkriger og sagde, at han ville sone sine tidligere forbrydelser.

Store A blev i mange år regnet af politiet for en ledende figur i bandemiljøet på Blågårds Plads.

Anspændt stemning

Hans position er i den senere tid blevet udfordret af den nye storbande LTF, der vil have magten i underverdenen på Nørrebro og andre steder. Ifølge BTs oplysninger har der i et stykke tid hersket en negativ stemning mellem LTF og Store A.

Uvenskabet kulminerede med overfaldet i Vestre Fængsel, der ifølge BTs oplysninger var så voldsomt, at Store A måtte på skadestuen. Overfaldets grovhed afspejler sig også i sigtelsen efter paragraf 245, som omhandler ’legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter’. Overfaldet blev optaget af et videoovervågningskamera i fængslet. Optagelsen vil formentlig blive brugt som bevismateriale mod de syv formodede gerningsmænd.

Efter at være blevet sigtet på Politigården blev de syv formodede overfaldsmænd kørt tilbage til fængslet til videre afsoning.