Kun halvvejs gennem 2014 er der allerede blevet dræbt flere kvinder i Danmark end i hele 2013, viser en undersøgelse.

Allerede nu tegner 2014 sig til at blive et særdeles blodigt år i Danmark.

Det skriver ekstrabladet.dk, der har gennemgået baggrunden for samtlige drab i år og sidste år. Kun halvvejs gennem året er der allerede blevet dræbt flere kvinder i 2014 end i hele 2013.

Ifølge Ekstra Bladet er der indtil videre blevet dræbt ni kvinder mere i år end i hele 2013. I år er 14 kvinder og en spæd pige blevet dræbt, mens »kun« 13 kvinder blev dræbt hele sidste år.

I fem af sagerne om kvindedrab begik gerningsmanden selvmord umiddelbart efter at have begået drabet. Fire kvinder og spædbarnet blev alle dræbt af gerningsmand, der også sendte sig selv i døden bagefter.I de sager, hvor gerningsmanden ikke begik selvmord, er alle formodede gerningsmænd anholdt.

Når man ser på alle drab begået i Danmark, altså både mænd og kvinder, så ser 2014 også ud til at ende med at overhale 2013. På denne tid sidste år var der sket 20 drab, mens tallet i år allerede er 29. Og hele sidste år blev der i alt begået 36 drab.

Ud af årets indtil videre 29 drabsofre har 14 af dem været mænd. Og i to af de sager jagter politiet i øvrigt fortsat gerningsmændene. Også tre drab på mænd i 2013 er fortsat uden anholdte.