De sjællandske politikredse i samarbejde med NEC, SKAT og TFØ har siden i morges udført ransagninger hos en række bandemedlemmer. Ransagningerne har indtil videre ført til fund af flere våben og ammunition.
Siden kl. 7 har de sjællandske politikredse ransaget 52 adresser i Roskilde, Hedehusene og København. Ransagningerne har indtil videre ledt til fund af ti våben - herunder et maskingevær, en maskinpistol, rifler, pistoler og en større mængde skarp ammunition. Der er er også fundet en mindre mængde narko.
SKAT har desuden beslaglagt ca. 21.000 kr. i kontanter og en motorcykel af mærket Harley Davidson, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet accepterer ikke konflikt
De foreløbige fund bekræfter politiets mistanke om, at der er våben i bandemiljøet. Politiet håber med dagens aktion at sende et utvetydigt signal om, at politiet vil slå hårdt ned på en eventuel konflikt:
- Vi vil ikke acceptere, at en eventuel truende voldelig konflikt mellem bandegrupperingerne får lov til at udvikle sig. Vi har styrken og redskaberne til at sætte ind, når det er påkrævet, og vi vil i den kommende tid holde et ekstra godt øje med miljøet, siger politiinspektør Kim Kliver, der ser på dagens fund med stor alvor.
En konflikt er nært forestående
Politiet meddelte tidligere i dag, at aktionerne fandt sted på baggrund af politiets efterretninger og den seneste tids banderelaterede episoder i blandt andet Roskilde. Hændelser der altså har ledt til en formodning om en nært forestående konflikt i bandemiljøet.
Aktionerne, der forventes afsluttet senere i eftermiddag, bliver udført i et samarbejde mellem politikredsene på Sjælland, den særlige bandeenhed Task Force Øst (TFØ), Task Force Indbrud (TFI), Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) og SKAT.
Den fortsatte efterforskning finder sted i de respektive politikredse, hvor man blandt andet skal forsøge at koble nogle af fundene til personer, oplyser Kim Kliver til TV2 News ved en pressebriefing kl. 12.



