Ved du noget om sagen? Så kontakt BT på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Mandag aften har Nordsjællands Politi afspærret et område af boligblokkene i Farum Midtpunkt i Farum, hvor der angiveligt er blevet affyret et skud mod nogle biler. Vidner har efterfølgende set fem til syv biler forlade stedet.

Det oplyser Nordsjællands Politi til BT.

»Der er vidner, der har hørt brag, der lyder som skud. Der er anmeldelse om et skud. Derefter forsvinder både bilerne og personen, der skulle have skudt,« fortæller Finn Andersen fra Nordsjællands Politi.

Politiet er ifølge BTs mand på stedet massivt til stede og i færd med at afsøge området.

Politiet, der er rykket ud med hundevogne, patruljebiler og indsatsleder, har afspærret parkeringsarealet under to ud af de fem boligblokke, der udgør Farum Midtpunkt - nærmere bestemt Birkholmterrasserne.

Hvorimod der nu skulle være tale om et enkelt skud, hvorefter op til syv biler er blevet set forlade stedet, var der tidligere på aftenen større usikkerhed omkring hændelsesforløbet i den nordsjællandske by.

»Der er forlydender om, at der har været et skyderi i Farum. Vi har kun fået verificeret, at der muligvis er affyret skud,« sagde Finn Andersen fra Nordsjællands Politi tidligere.

Ved den lejlighed oplyste han samtidig, at man ikke har kendskab til, at nogen skulle være kommet til skade. Det er stadig tilfældet, men politiet arbejder fortsat på at finde ud af, hvad der er sket.

I første omgang lød meldingen, at Frederiksborgvej i Farum var blevet afspærret, men omkring klokken 21.30 var det ifølge BTs mand på stedet ikke tilfældet.

Opdateres...