41-årige Kenneth Peder Haugstrup blev fundet livløs bag rattet af sin parkerede bourdeax-farvede ­Renault Megane på den ellers ganske fredelige Jacob Hansens Vej i Odense-bydelen Hjallese mandag morgen i sidste uge.

Det tidligere HA-prøvemedlem var blevet stukket ihjel med kniv. To dybe stik i ryggen, det ene havde været dræbende.

Allerede samme dag blev 34-årige JH anholdt og sigtet for drabet. Og nu kan BT afsløre nye detaljer i sagen.

Blot et halvt døgn før drabet på 41-årig eks-HA’er lejede den drabssigtede en bil af privat-udlejer.

JH, som kommer fra Odense-bydelen ­Tarup, lejede en Mercedes personbil gennem den private internet-­biludlejningsportal GoMore blot 12-14 timer før, knivdrabet på Kenneth Peder Haugstrup blev begået.

Læs også:

Det kan BT tirsdag afsløre efter at have talt med og fået udlejningen dokumenteret af den pågældende privat-udlejer, 31-årige KS fra det vestlige Odense.

»Jeg kender ikke JH. Jeg har kun talt med ham to gange. Den ene gang, da han et par dage før drabet kom her og lejede en Peugeot 406 af mig. Og så dagen før - søndag eftermiddag ved 14-tiden - da han kom til mig og afleverede Peugeot’en og lejede en ­Mercedes af mig i stedet for,« siger KS til BT.

Han virkede mærkelig

Han beskriver mødet med JH sådan:

»Han virkede ret mærkelig, da han var her. Det var som om, han var fokuseret på ­noget helt andet og bare skulle have en bil og så af sted. Men samtidig spurgte han meget ind til, hvilken bil jeg ville få hjem næste gang, hvordan den så ud og flere andre detaljer. Det var en ­underlig samtale, men på det tidspunkt tænkte jeg ikke nærmere over det. Men det gjorde jeg selvfølgelig dagen efter, da jeg finder ud af, at han er anholdt og sigtet for at have begået drab. Og min Mercedes blev beslaglagt og befinder sig stadig på politigården hos Fyns Politi, som ikke vil frigive den til mig,« siger KS videre.

Læs også:

KS, som er tidligere vagt og nu er selvstændig anlægsgartner og brolægger, er ikke personligt involveret i drabssagen. Han har - udelukkende pga. sit ejerskab til den godt 25 år gamle Mercedes - været kaldt til afhøring på politi­gården i Odense. Og så venter han altså stadig på at få sin bil tilbage.

Blev set i Viborg

»Det er klart, at JH ikke ligefrem er i kridthuset hos mig. Selvfølgelig er det en biting i forhold til en så alvorlig sag som et drab, men han har i hvert fald ikke spillet med åbne kort over for mig. Da han i første omgang ­lejede Peugeot’en, sagde han, at han bare lige skulle bruge bilen til at køre nogle korte ture i Odense for at flytte småting for sin kæreste, og prisen blev derfor sat meget lavt. Men samme dag bliver jeg ringet op af en mand fra Viborg, som lige har set bilen køre der. Han ringer, fordi han på streameren i bag­ruden har set nummeret til mit anlægsgartnerfirma og gerne vil have udført et stykke ­arbejde,« fortæller KS, som altså på den måde finder ud af, at JH har været vidt omkring dagen før drabet på Kenneth Peder Haugstrup.

Læs også:

Et drab, som den sigtede og varetægtsfængslede 34-årige JH nægter at stå bag.

Motivet mangler

Men hvorfor blev Kenneth dræbt? Det er stadig det store spørgsmål for efterforskerne og Kenneth Peder Haugstrups nærmeste.

»Efterforskningen skrider rimeligt fremad, men vi er ikke kommet nærmere et præcist motiv. Så vi er ikke i mål. Vi kan godt efterforske ud fra et bestemt motiv, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er det rigtige. Så nej, vi er stadig ikke sikre på, hvorfor han blev dræbt,« siger Henrik Justesen, vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi, til BT.

Den nu afdøde Kenneth Peder Haugstrup blev for fem år siden forsøgt dræbt af skud ­gennem vinduet til værtshuset Havhesten i hjertet af Odense.

Men det måtte en anden bøde med sit liv for. Rejsemontør Henrik Pedersen, som den pågældende aften var på stedet for at spille billard, lignede Kenneth Peder Haugstrup og døde i kugleregnen.

Drabssigtede JH blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter ved Retten i Odense. Her blev JH varetægtsfængslet i fire uger med en sigtelse for manddrab.

Inden dommer Ingrid Therkelsen på anklager Kirsten Flummers begæring lukkede dørene for offentligheden, nåede JH at nægte sig skyldig i drab.

Henrik Justesen siger:

»Vi har fra begyndelsen af efterforskningen af den her sag været inde på, at drabet ikke er banderelateret, og det holder vi fast i. Ligesom vi holder fast i, at den dræbte og den drabssigtede kendte hinanden,« siger Henrik Justesen, som, pga. at grundlovsforhøret blev afviklet for lukkede døre, holder kortene meget tæt til kroppen.

»Nu har den sigtede haft lejlighed til at sidde og tænke lidt over tingene hen over påsken, så vi skal have ham genafhørt en af de nærmeste dage. Det er, hvad jeg kan sige på nuværende tidspunkt,« lyder det fra Henrik Justesen.

Den dræbte Kenneth Peder Haugstrup er tidligere idømt tre års fængsel for våben­besiddelse og hashhandel. Den sigtede 34-årige JH er ligeledes »kendt af politiet«, som Henrik Justesen udtrykker det.