Fire personer - heriblandt et dansk ægtepar - er blevet fundet omkomne efter et bådforlis ud for den grønlandske vestkyst tirsdag aften. Bådens ejer savnes fortsat.

Helikoptere og skibe leder stadig efter omkomne eller overlevende fra det bådforlis, der tirsdag kostede et dansk ægtepar og to andre livet ud for den grønlandske vestkyst. Det skriver bt.dk.

»Vi har fundet fire omkomne, men vi savner stadig bådens ejer, og vi har en formodning om, at han har været om bord på båden,« oplyser vagthavende ved Grønlands Politi Poul Petersen til bt.dk torsdag morgen.

Båden kom i havsnød tirsdag aften lokal tid, da den var på vej fra bygden Saqqaq til Ilullssat. Besætningen nåede kun at sende et enkelt og meget kort nødkald, hvor de fortalte, at båden var ved at synke. Derefter er det tilsyneladende gået meget hurtigt. 

På nuværende tidspunkt er det derfor et åbent spørgsmål, hvad der var årsagen til forliset.

»På det punkt er vi på bar bund. Vi holder alle muligheder åbne. Det kan være alt fra et skær, et hul i båden til dårligt vejr,« fortæller Poul Petersen.

Et jysk ægtepar fra Fredericia og to andre personer blev kort efter fundet på kysten ud for den nedlagte bygd Appat i Disko-området.

Det danske pars pårørende er blevet underrettede, og grønlandsk politi arbejder på at få endeligt identificeret de to andre omkomne. Det vil sandsynligvis ske ved et ligsyn torsdag.

»Vi har én savnet og fire døde. Vi har stadig ikke fundet hverken båden eller bådens ejer, og vi kan ikke udelukke, at der har været flere om bord på båden,« siger vagthavende Poul Petersen.