Politiet er her til morgen i gang med at ransage mere end 30 adresser med tilknytning til bandemiljøet. Foreløbigt er flere personer anholdt, og der er fundet omkring otte skydevåben og andre ulovlige effekter.

- Der er fundet skydevåben, pistoler, skarpladte, i Værebroparken og i Tingbjerg-bebyggelsen plus andre lokaliteter, siger politiinspektør Magnus Andresen, chef for bandeenheden Task Force Øst, der står i spidsen for operationen.

Aktionen sker som følge af den opblussede bandekrig, der har ført til flere skyderier den seneste tid. 12. og 16. januar var der to skyderier i Værebroparken, hvor tre unge mænd blev ramt, ligesom der har været affyret skud i Høje Gladsaxe, Skovlunde og flere andre steder i København.

De mere end 30 adresser er valgt nøje ud.

- Det er personer og lokaliteter, hvor vi har mistanke om, at der befinder sig skydevåben og andre ting, der måtte være ulovlige. Så på baggrund af de oplysninger og mistanker, vi har, om både lokaliteter og personer, har vi slået til på de adresser, siger han.

VED DU NOGET? HAR DU BILLEDER ELLER VIDEO FRA AKTIONEN? SEND TIL 1929@BT.DK ELLER RING PÅ 33757534

Politiet har særligt koncentreret sig om Værebroparken, hvor der har været flere skudepisoder. Men også personer på adresser i Tingbjerg, Høje Gladsaxe, forskellige adresser i København,  Skovlunde, Herlev og Ballerup har haft besøg af politiet.

Ifølge Magnus Andresen er ingen af de anholdte direkte mistænkt i forhold til den seneste tids skyderier. Han ønsker ikke at sige præcist, hvilke grupperinger, de anholdte er en del af.

- Det er personer, vi har et godt kendskab til. Men det er selvfølgelig oplagt, når vi snakker om geografien i det her, så er der noget i Værebroparken og i Tingbjergbebyggelsen og i Høje Gladsaxe og andre steder. Men hovedsageligt de to første steder, siger han.



Politiet gik i gang cirka klokken 05.00, og aktionen ledes af bandeenheden Task Force Øst i samarbejde med Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi med støtte fra de øvrige politikredse på Sjælland samt Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Ifølge eb.dk var der omkring 300 betjente på plads i Værebroparken, og et antal ambulancer holdt i periferien af området, hvis der skulle opstå ballade.

- Det er ganske almindelig polititeknisk procedure. Vi vil gerne have ambulancer tæt på i tilfælde af, at operationen måske skulle afstedkomme nogle tilskadekomne. Så det skal man ikke lægge så meget i, siger Magnus Andresen.

Politiet arbejder nu på højtryk for at ransage de sidste steder og få afsluttet operationen samt vurdere juridisk, hvorvidt de anholdt skal fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.