En koordineret operation indbragte politiet narkotika, kontanter og et bredt udvalg af våben torsdag aften.

Helsingør: Peberspray, en strømpistol, stikvåben og et femcifret pengebeløb.

Der var gevinst ved torsdagens omfattende aktion i Nordsjælland, hvor både politiet, Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen slog til mod adskillige adresser.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Operationen var en konsekvens af flere voldelige sammenstød mellem grupper i bandemiljøet, som den seneste tid har skabt utryghed i politikredsen.

- Aktionen i går gennemførte vi primært i Kokkedal og Helsingør i nogle udpegede områder. Det er min opfattelse, at aktionen gik godt.

- Ved ransagningen blev der fundet slag- og stikvåben, peberspray, en strømpistol, en gaspistol og et enkelt skydevåben, siger vicepolitiinspektør Per Thuesen.

Desuden blev der beslaglagt "nogle kilo" narkotika og et femcifret pengebeløb.

Ransagningerne blev foretaget i forlængelse af, at Nordsjællands Politi tidligere på ugen indførte visitationszoner i Hillerød, Helsingør og Kokkedal.

- Vi vil med aktionen sende et klart signal til bandemiljøet om, at vi ikke ønsker en adfærd med vold og skyderi i gaderne, siger Per Thuesen.

- Og så ønsker vi samtidig at skabe tryghed for de borgere, der bor i områderne.

Blandt andet var der en episode fredag aften i sidste uge i Hillerød, hvor to mænd på en knallert startede et skyderi i centrum af byen. Også i Helsingør har politiet været på jagt efter bandemedlemmer i forbindelse med et skyderi.

Selv om torsdagens aktion afslørede adskillige ulovlige genstande, førte den ikke umiddelbart til anholdelser.

- Det skyldes, at vi ikke på daværende tidspunkt kunne fastlægge ejerskabet af de konfiskerede genstande, siger Per Thuesen.

Visitationszonerne i Nordsjælland ligger i områderne Vapnagård og Nøjsomhed i Helsingør, Egedalsvænge i Kokkedal og et område omkring Kongens Vænge i Hillerød.

Formålet med zonerne er at afsløre personer, der bærer våben eller andre ulovlige ting.

Visitationszonerne opretholdes foreløbig frem til 21. juni.

/ritzau/