Den tidligere vært på TV-Avisen, Jeppe Nybroe, der blev kidnappet og mishandlet i 28 dage af ukendte gerningsmænd på grænsen mellem Syrien og Libanon i februar i år, er én af flere danskere, der har fået sin e-mailkonto hacket.

Det fortæller den 40-årige tv-mand på sin Facebook-side;

- MEGET VIGTIGT: Min gmail-konto er blevet hacket - brug indtil videre Facebook her.

Hackingen er angiveligt et forsøg fra en elektronisk svindlergruppe, der forsøger at lokke større summer ud af folk, der figurerer på hinandens e-mailkontaktlister.

Tirsdag og onsdag modtog et antal danskere en falsk meddelelse fra den ukendte svindlergruppe, hvori de udgiver sig for at være den 40-årige journalist, der skriver, at han er strandet i den midtengelske by, Leeds, efter at være frarøvet sine penge, pas og kreditkort.

- Min tegnebog blev stjålet med min internationale pas og mit kreditkort indeni. Ambassaden er villig til at hjælpe mig med at tage et fly, uden mit pas, jeg bare nødt til at betale for billetten og hotel regninger, skriver svindlerne under Nybroes navn i en mail sendt direkte til modtageren, der akut opfordres til at overføre 1300 engelske pund (cirka 12.000 kroner. Red.) til en konto via Western Union, så Nybroe kan 'komme hjem med et fly'.

Mailen er underskrevet "Jeppe Nybroe, International korrespondent".

Direktør Shehzad Ahmad fra DTUs IT-sikkerhedscenter, DK-CERT, bekræfter overfor BT, at der netop nu er et større angreb i gang fra ukendte kriminelle på nettet, der benytter metoden med at hacke sig ind på intetanende folks mail-lister:

- De kriminelle sender spam-mails rundt, og hvis folk responderer på de links og giver dem nogle data, er de kriminelle så i stand til at overtage og benytte de kontaktlister, der er knyttet til folks e-mailbokse, siger Shehzad Ahmad til BT.

- I løbet af natten eller tidlig morgen, kopierer de kriminelle så hele kontaktlisten og sender den falske mail ud til vennekredsen, og samtidig forsøger de at slette kontaktlisten for at vinde tid, forklarer Ahmad, der siger, at man skal advare sin mail-vennekreds, hvis altså ikke hackerne har haft held til at slette den inden.

På sin Facebook-profil skriver den rigtige Jeppe Nybroe, at hans mail er blevet hacket, og beder folk benytte hans Facebook-konto til at sende beskeder indtil videre. 
 
Nybroe beder samtidig om hjælp til at genetablere den gmail-konto, han har fået hacket. Så noget kunne tyde på, at den 40-årige reporter har fået slettet hele sin kontaktliste af de netsvindlere, der har kapret hans mailsystem.  

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jeppe Nybroe.