En 17-årig pige har igennem to et halvt år været udsat for adskillige seksuelle krænkelser af sin stedbror, der i dag er 19 år.

Det fremgår af et anklageskrift i en gruopvækkende sag, der på mandag indledes i byretten i Holbæk.

Det skriver sn.dk.

Den 19-årige mand er tiltalt for at have udsat stedsøsteren for andet seksuelt forhold end samleje under delvis tvang. Mere specifikt drejer det sig om, at han adskillige gange har indført en finger i hendes skede, befølt hende i skridtet og på kroppen og kysset hende i nakken.

Ifølge anklagen har han også onaneret foran hende og luret, mens hun skiftede tøj.

Krænkelserne startede angiveligt i november i 2012, da pigen blot var 12 år gammel, og det stod på indtil maj 2015.

De skulle have fundet sted på flere adresser i Holbæk Kommune og under en ferie på Gran Canaria.

Ifølge anklageskriftet skulle den 19-årige også have truet sin stedsøster med at ville sladre om hendes alkohol- og hashforbrug til moren, hvis ikke han måtte fortsætte med at beføle hende.

Ifølge sn.dk er det uvist, hvordan den 19-årige mand vil forholde sig til anklagerne.