Stig Wølch Jørgensen har i mere end 14 år kæmpet for at få rejst tiltale mod de betjente, der skød hans søn.

I snart 15 år har Stig Wølch Jørgensen fra Aarhus kæmpet en kamp. En kamp for retfærdighed for sin søn, som han siger. En kamp, der muligvis kan slutte inden længe, når Storkammeret, den højeste instans ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skal behandle sagen om sønnensdød.

»Jeg har kæmpet for det her i så mange år, så jeg håber da, at Menneskerettighedsdomstolen giver os medhold i, at det var forkert ikke at rejse tiltale mod de betjente, der slog min søn og Claus Nielsen ihjel,« siger Stig Wølch Jørgensen.

Den 29. december 2001 måtte han sammen med sin hustru træffe den svære beslutning at slukke for den respirator, der holdt deres 25-årige søn, Lars i live. Knap et døgn forinden var han blevet ramt i hovedet af et skud, som en politiassistent havde affyret fra sit tjenestevåben.

Da skuddet ramte, befandt Lars Wølch Jørgensen sig i Anelystparken i Tilst sammen med fem kammerater - de fleste småkriminelle og en enkelt med relation til rockergruppen Hells Angels. To vidner havde kontaktet politiet, da de havde set de seks unge mænd køre ’råddent’ i tre firehjulstrækkere, der viste sig at være stjålet.

Hvad der præcis skete da hundepatruljen med de to politiassistenter nåede frem til bunden af Anelystparken, som er en blind vej, er der forskellige forklaringer på, men faktum er, at 12 skud blev løsnet fra politifolkenes tjenestepistoler, og at 23-årige Claus Nielsen og 25-årige Lars Wølch Jørgensen døde efter at være blevet ramt af skud.

Betjentene siger, at de handlede i lovligt nødværge, fordi de blev forsøgt kørt ned af de unge mænd i firehjulstrækkerne. Stig Wølch Jørgensen mener derimod, at politiassistenterne likviderede de to unge mænd og henviser til, at Claus Nielsen blev dræbt af et skud, der ramte ham i ryggen, mens hans søn blev ramt i siden af hovedet af et skud affyret ind gennem sideruden.

»Der er mange, der synes, jeg er skør, for de tror ikke, at myndighederne kan tage fejl. Men det kan de, og det har de gjort i den her sag,« siger Stig Wølch Jørgensen.

’Nu kæmper jeg bare’

BT møder Stig Wølch Jørgensen på det sted, hvor hans søn for mere end 14 år siden blev ramt af de skud, der kostede ham livet. Solen skinner fra en blå himmel, og området ser helt anderledes ud, end det gjorde den snevejrsnat i december 2001.

Siden sønnens død er Stig Wølch Jørgensen adskillige gange vendt tilbage til stedet. Nogle gange for at lede efter patronhylstre andre gange for at prøve at forstå, hvad der skete derude den nat.

Han bliver ikke følelsesmæssigt berørt af at være på stedet, hvor sønnen døde, men det er tydeligt at mærke, at sagen fylder meget i hans bevidsthed og optager ham mange af døgnets vågne timer.

»Jeg har grædt de tårer, der skulle grædes. Nu kæmper jeg bare, til der ikke er mere at kæmpe for,« siger Stig Wølch Jørgensen.

Han husker tydeligt, hvordan politiet den 29. december kort før klokken halv ni om morgenen bankede på døren. Ind kom to betjente, som fortalte, at Lars var på hospitalet, fordi han var blevet skudt, da han havde forsøgt at køre nogle betjente ned.

»Allerede dér vidste jeg, at der var noget galt. Det kan godt være, at Lars havde lavet nogle småkriminelle ting, men én ting er sikkert: Lars kunne ikke finde på at gøre nogen noget. Sådan var han slet ikke,« siger faderen.

Kort efter Lars Wølch Jørgensens død begyndte sagen at rulle. Den blev behandlet af Statsadvokaten for Viborg og senere Rigsadvokaten, der begge slog fast, at politifolkene havde handlet i lovligt nødværge, og at der derfor ikke var grundlag for at rejse sigtelse.

Retten til livet

Senere anlagde de pårørende en civil sag, fordi det efter deres opfattelse var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2, der handler om ret til livet, da betjentene affyrede skuddene. Vestre Landsret afgjorde i sommeren 2009, at der hverken i forbindelse med afgivelsen af skuddene eller den efterfølgende efterforskning var sket krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i 2011 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Hvorfor er du blevet ved, når så mange instanser er kommet frem til, at der ikke er handlet forkert?

»For jeg ved, at jeg har ret. Hvis jeg havde været det mindste i tvivl, så havde jeg ikke brugt så mange timer på det. Men jeg er ikke i tvivl. Slet ikke,« siger Stig Wølch Jørgensen.

I 2012 klagede han og de øvrige pårørende til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der i 2014 besluttede at tage sagen op. For nylig kom det frem, at det er blevet besluttet, at sagen skal indstilles til det såkaldte Storkammer, der er Menneskerettighedsdomstolens højeste instans, som tager særligt principielle sager op.

»Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis vi ikke får medhold, for så er der jo ikke mere, vi kan gøre. Måske falder jeg helt sammen. Jeg ved det simpelthen ikke,« siger han.